Foto: Steen Brogaard
Foto: Steen Brogaard
22.08.2018 kl. 12.00

Socialdemokratiet vil styrke lokalsamfund

Med nyt udspil vil Socialdemokraterne styrke lokalsamfundene i Danmark. Større nedrivningspulje, mere udflytning og en evaluering af kommunalreformens konsekvenser er på tapetet.

Folketingspartierne sværmer om yderområderne i Danmark. Senest Socialdemokratiet, der netop har sendt et udspil med titlen "Nærheden tilbage" på gaden.

Socialdemokraterne foreslår en række tiltag, som skal styrke lokalsamfundene i landet og flytte beslutninger tættere på borgerne.

I en kronik i onsdagens Berlingske forklarer Mette Frederiksen om baggrunden for udspillet. Hun peger på, at udviklingen i Danmark er skævvredet efter kommunalreformen, og at Socialdemokratiet vil vende den udvikling.

– Vi vil skabe en ny udvikling. Vi vil have nærheden tilbage. Fordi vi synes, at Danmark er for lille et land til, at forskellene bliver for store. Fordi vi synes, at Danmark er for rigt et land til blindt at acceptere, at det ikke kan betale sig også at sikre velfærd og muligheder uden for byerne. Og fordi vi tror på, at vi sammen kan tage skeen i den anden hånd og forme fremtiden selv, skriver hun i kronikken.

LÆS OGSÅ Faxe dufter af lakrids
FOR ABONNENTER

Borgerbudgetter

Blandt andet foreslår partiet, at der skal udbredes forsøg med såkaldte borgerbudgetter, hvor en pose kommunale penge bliver stillet til rådighed for borgerne i lokalområder. Herefter skal de så selv finde ud af, hvordan man bedst bruger pengene. Desuden vil partiet udvide lokalråds beføjelser, så de får mere indflydelse på daginstitutioner, folkeskoler, plejecentre og lignende.

Derudover vil Socialdemokraterne flytte opgaver fra staten og tilbage til kommunerne og regionerne. I udspillet nævnes uddannelsesinstitutioner, hvor ansvaret i forbindelse med kommunalreformen blev flyttet fra amterne til staten. Konkret foreslår Socialdemokraterne at undersøge muligheden for, at ansvaret for ungdomsuddannelserne bliver flyttet til regionerne og at dele af socialområdet og miljøområdet, som går på tværs af kommuner, skal placeres i regionerne.

Evaluer kommunalreform

Kommunalreformen fra 2007, der bliver udpeget som den store synder og grunden til ubalancen i Danmark, skal underkastes en omfattende evaluering, mener partiet. Der er blevet længere til rådhusene, og der er både stordriftsfordele og -ulemper, hedder det i udspillet. Derfor skal der gang i en evaluering, som kan afklare, hvordan det står til med udviklingen i den kommunale service efter reformen. I parentes bemærket vil partiet også undersøge Sveriges erfaringer med at lade borgere i kommuner stemme sig tilbage til deres gamle kommunegrænser fra før reformen. jki@kl.dk 

9 punkter for stærke lokalsamfund

  • Øget inddragelse af borgerne med borgerbudgetter og styrkede lokalråd
  • Opgaveudflytning fra stat til regioner og kommuner
  • Nye velfærdscentre skal sikre lokale velfærdstilbud
  • Evaluering af kommunalreform
  • Statslige arbejdspladser i hele landet
  • Målrettet støtte til foreninger der skaber udvikling i landdistrikterne
  • Fordobling af nedrivningspuljen
  • Større kontrol med boligspekulanter
  • Lige lånevilkår til boliger i hele Danmark

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Socialdemokratiet vil styrke lokalsamfund Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger