Danmarks nordligeste punkt - Grenen i Skagen. Foto: Colourbox
Danmarks nordligeste punkt - Grenen i Skagen. Foto: Colourbox
21.08.2018 kl. 10.34

Regeringen skyder halv milliard ekstra i kystbeskyttelse

11.300 meter dansk vandkant får en halv milliard ekstra til kystbeskyttelse, hvis regeringens kommende finanslovsforslag bliver vedtaget.

10.000 huse, værdier for 11 milliarder kroner og 11.300 meter kyststrækning risikerer at blive skyllet væk, hvis ikke der bliver gjort noget ved kystsikringen.

Derfor vil regeringen foreslå, at der bliver afsat en halv milliard kroner ekstra til indsatsen over de kommende fem år. Det skriver Miljø- og fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

– Der er behov for, at vi handler nu og får genopbygget det tabte, så byer, huse og infrastruktur bag klitterne ikke bliver oversvømmet. Det hårde vejr har i mange år slidt på kystbeskyttelsen, og det vil vi nu råde bod med en massiv investering, siger miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen (V).

Den halve milliard kommer oven i en allerede afsat pose penge, som fra 2014 og frem til 2024 bliver brugt til at sikre kysten i syv kommuner på den jyske vestkyst og op til Skagens gren.

LÆS OGSÅ Sorø holder varmen med haveaffald

Fra 2014 til 2018 er der afsat knap 97 millioner kroner om året.

I 2019 forbliver pengeposen af uændret størrelse, men fra 2020 og frem til 2024 bliver det beløb omtrent fordoblet, så der hvert år bliver brugt knap 185 millioner kroner.

Den danske vestkyst er i særklasse udfordret af erosion. Dels bliver Vestkysten i særlig grad nedbrudt af bølger, dels er der stor risiko for oversvømmelser i landet bag Vestkysten.

– I dag tager havet hvert år flere meter af den centrale del af den jyske vestkyst. Det skal standses. Regeringen forventer, at kommunerne nu også graver dybere i deres lommer. Kystmilliarden er en tiltrængt investering i fremtiden for at beskytte mennesker og store samfundsværdier mod havets kræfter, siger Jakob Ellemann-Jensen.

LÆS OGSÅ Ny lov kan forhindre at kystbeskyttelse bremses af borgerklager

Hvordan pengene skal deles ud, og hvor meget de syv vest- og nordjyske kommuner selv skal spytte i kassen, skal regeringen og de syv kommunerne forhandle på plads i løbet af efteråret. jki@kl.dk 

Vestkystsikring

De enkelte grundejere har som udgangspunkt selv ansvaret for at kystsikre deres ejendom. Men i Vestkystens tilfælde har staten i mere end 100 år stået for arbejdet – siden 1983 gennem fire fællesaftaler med syv kommuner.

10.000 ejendomme med en ejendomsværdi på cirka 11 milliarder kroner vil over en 25-årig periode gå tabt eller blive oversvømmet, hvis der ikke kystbeskyttes på strækningen. Allerede efter fem år vil de fleste af husene kunne gå tabt eller blive oversvømmet.

Kystbeskyttelsen på strækningen skal beskytte kysten, så den kan modstå en 100-års hændelse. Ved Thyborøn en 1.000-års hændelse. Det er vejrhændelser, der i gennemsnit statistisk set forekommer hvert hundrede eller hvert tusinde år.

Emneord
Kystsikring, Klima, Natur

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Regeringen skyder halv milliard ekstra i kystbeskyttelse Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger