De yngre demente har brug for noget andet end et traditionelt plejehjem. Foto: Colourbox
De yngre demente har brug for noget andet end et traditionelt plejehjem. Foto: Colourbox
08.08.2018 kl. 11.11

Yngre demente skal have særlige tilbud

Haderslev Kommune starter et nyt tilbud for yngre demente, der kan have glæde af højskolekultur og samtaler om samfundsemner.

Demens er en sygdom, man ofte forbinder med ældre i pensionsalderen, men flere yngre i 40'erne og 50'erne bliver ramt af en demenssygdom. Netop den målgruppe er Haderslev Kommune i gang med at starte et tilbud for. 

Demenstilbuddet for den yngre målgruppe skal være anderledes end tilbuddet til dem over 65 år, fortæller Anne Andersen, der er leder af Klinisk Forebyggelse i Haderslev Kommune. 

– De yngre demente kommer lige fra arbejdsmarkedet og kan have brug for alderssvarende aktiviteter. Det tilbud, vi gerne vil lave, kan minde lidt om højskolekulturen med foredrag, udflugter og samtaler om tidssvarende samfundsemner, siger Anne Andersen, der også forklarer, at man vil samle de yngre demente i en gruppe for sig på dagcentrene. 

– Det vigtigste er, at tilbuddet giver de yngre demente mulighed for at samles med ligesindede. Ofte føler de yngre demente sig sat i bås med de ældre demente på dagcentrene, og derfor vil vi gerne give dem et andet tilbud, siger Anne Andersen. 

LÆS OGSÅ Elvis og Mozart forbedrer livskvalitet for demente

Haderslevs Kommunes tilbud skal i høj grad også formes af de yngre demente selv, deres pårørende og de frivillige. 

– Tilbuddet har ikke en færdig skabelon, og det bliver udformet efter behov og interesser. Man skal også huske, at ægtefællerne typisk fortsat vil være på arbejdsmarkedet, og at de måske vil have andre input og behov end en ægtefælle, der også er pensionist, siger Anne Andersen. 

Frivillig opbakning  

Haderslev Kommune har fået godt 500.000 kroner fra Sundhedsstyrelsens pulje Flere og meningsfulde dag- og aflastningstilbud samt støtte til yngre med demens, som sammen med 445.000 kroner fra det kommunale budget skal gøre projektet til virkelighed til efteråret. Kommunen har derudover et nært samarbejde med Frivillighedscentret, Ældre Sagen og Alzheimerforeningen, som også er til gavn for projektet. I første omgang kører projektet halvandet år på forsøgsbasis, og kommunen søger en projektleder, der skal stå for tilrettelæggelsen. 

Holger Mikkelsen, der er formand for voksenudvalget i Haderslev Kommune, glæder sig over opbakningen til projektet.

LÆS OGSÅ Tryg overgang fra sygehus til hjem

– Jeg er rigtig glad for, at vi med midler fra Sundhedsstyrelsens pulje kan starte projektet op. Det er vigtigt, vi har et tilbud, der er målrettet den yngre gruppe af demente, så de kan få den nødvendige støtte. Samtidig glæder jeg mig over, at vi har hele tre frivillige organisationer, der vil støtte op om projektet, så vi kan trække på deres viden og erfaringer på området, siger Holger Mikkelsen i en pressemeddelelse. sarp@kl.dk

Emneord
Demens, Sundhed

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Yngre demente skal have særlige tilbud Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger