Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
25.04.2018 kl. 10.00

Roskilde sparer millioner ved at stoppe snyd med sociale ydelser

I Roskilde har kontrolteamet gennemgået kommunens udbetalinger af sociale ydelser. Ved at standse uretmæssige udbetalinger har de hentet 14,5 millioner kroner hjem til kommunen.

Gennem internt samarbejde i kommunen mellem kontrolteamet, jobrådgiverne på Jobcentret og andre kommunale medarbejdere er det lykkes Roskilde at spare i alt 17,9 millioner kroner, som ellers ville være blevet fejludbetalt gennem sociale ydelser. De 14,5 millioner kroner beholder kommunen selv, mens resten ryger videre til staten.

Kontrolteamet har i alt opdaget fejludbetaling til 199 borgere, der til sammen giver det store millionbeløb. På borgmesterkontoret er Joy Mogensen (S) meget tilfreds.

− Jeg er glad for, at kommunens kontrolteam har sat fokus på, at borgerne får den hjælp, de har ret til. For det er helt uacceptabelt over for fællesskabet og dem, der reelt har ret til hjælp, når pengene ryger i de forkerte lommer. Det undergraver alles tillid til, at skattekronerne bruges rigtigt. Derfor undersøger kommunen nu, om der behov for mere eller bedre kontrol, siger hun i en pressemeddelelse.

Regning tilbage til borgerne

De fleste af kontrolteamets sager handler om at standse fejludbetaling, inden den sker. Men i nogle af sagerne sender man også regningen tilbage til personer, som har modtaget sociale ydelser uden at være berettiget til det.

LÆS OGSÅ Kontrol kradser millionbeløb ind
FOR ABONNENTER

I alt er der sendt regninger ud til borgerne på 1,6 millioner kroner i 2017. Det kan for eksempel være borgere, som er selvstændige eller lønmodtagere, der alligevel har modtaget kontanthjælp eller sygedagpenge.

I 2017 modtog kontrolteamet i Roskilde i alt 301 anmeldelser fra borgere, kommunale medarbejdere og samarbejdspartnere om uberettiget udbetaling af sociale ydelser. Det er en stigning på syv procent i forhold til 2016.

Kommunen har i flere år kørt med kontrolteamet, og beløbet, der bliver sparet, fortsætter med at stige. I 2015 sparede kommunen 12,1 millioner kroner, i 2016 sparede de 13 millionerne kroner og i 2017 altså hele 14,5 millioner kroner. amgo@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Roskilde sparer millioner ved at stoppe snyd med sociale ydelser Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger