Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
25.04.2018 kl. 10.09

Otte kroner pr. meter skal redde kystsikring

Kommuner og digelag, der vil skabe nye diger eller forstærke eksisterende diger for at sikre kysten mod havet, kan nu søge om tilskud fra Miljø- og Fødevareministeriet, der åbner en pulje på ni millioner kroner.

De seneste års voldsommere vejr har betydet mere fokus på kystsikring, hvilket nu giver kommuner og private digelag mulighed for at søge tilskud til projekterne, fremgår det af en pressemeddelelse fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Hvis man fordeler puljens ni millioner kroner ud på alle diger, kan digelagene få hvad der svarer til otte kroner og 18 ører pr. løbende meter, og formanden for Miljø- og Forsyningsudvalget i KL, Jacob Bjerregaard, mener da heller ikke, at beløbet er stort nok i forhold til opgaven:

– I kommunerne har vi brug for, at digelagene fortsætter med at løse den vigtige opgave, de har påtaget sig, så enhver økonomisk håndsrækning er helt klart værdsat. Når det er sagt, så er beløbet ganske beskedent i forhold til den opgave, digelagene står over for, men man kan jo håbe, at lignende håndsrækninger bliver en tilbagevendende begivenhed, siger Jacob Bjerregaard.

Digelag skal også selv betale

Puljen på ni millioner kroner er et ud af syv natur- og kystprojekter, som regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti i alt har afsat 45 millioner kroner til.

LÆS OGSÅ Regeringen skyder halv milliard ekstra i kystbeskyttelse

Miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V) forklarer, at der er brug for puljen, fordi man i de seneste år har set, hvilke skader oversvømmelser kan føre med sig.

– Flere kommuner og private er i fuld gang med at ruste sig til voldsommere vejr. Det kan være et stort og dyrt arbejde, og derfor får kommunerne og digelag nu en ekstraordinær håndsrækning til at kunne få arbejdet gjort færdigt, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Kommunerne og digelagene skal selv kunne finansiere en del af projektet for at få støtte. Småøer kan dog få omkostningerne til digerne dækket helt.

For at få støtte er det også et krav, at digeprojekterne har opnået tilladelse efter kystbeskyttelsesloven på det tidspunktet, ansøgningen sendes ind. Ansøgningsfristen er den 10. juni 2018. sarp@kl.dk 

Emneord
Kystsikring, Natur

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Otte kroner pr. meter skal redde kystsikring Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger