Mens musketereden stadig var intakt: I nat sprængte Dennis Kristensen den og efterlod dele af fagbevægelsen i frustration, men LO-formand Lizette Risgaard opfordrer til, at man stopper med at skælde ud på hinanden. Foto: Thomas Kokholm Nielsen
Mens musketereden stadig var intakt: I nat sprængte Dennis Kristensen den og efterlod dele af fagbevægelsen i frustration, men LO-formand Lizette Risgaard opfordrer til, at man stopper med at skælde ud på hinanden. Foto: Thomas Kokholm Nielsen
25.04.2018 kl. 10.58

Musketereden sprængt men stadig risiko for storkonflikt

Dennis Kristensen brød i nat musketereden med et delforlig, der splitter fagbevægelsen. Michael Ziegler tror, at det kan få forhandlingerne til at glide lettere.
tekst Tom Ekeroth

Kommentatorerne fra DR og TV2 havde fundet krigsmetaforerne frem efter nattens delforlig mellem Regionerne og LO. Ole Krohn, TV2, mente, at musketereden var skamskudt og hans kollega Jens Ringberg, DR, sagde at det var en "eksplosion i musketereden".

Situationen i Forligsinstitutionen er stadig uafklaret, men Musketereden er endeligt brudt sammen, FOA, 3F, HK og Socialpædagogerne indgik aftale med regionerne i nat. Resten af fagbevægelsen gik frustreret hjem.

Et godt forlig

Efter forhandlinger, som de færreste efterhånden husker starten på, skete der natten til onsdag endelig noget. LO-forbundene FOA, 3F, HK Kommunal, Socialpædagogerne samt Dansk Socialrådgiverforening indgik natten til onsdag et forlig med Danske Regioner:

– Vi har indgået et godt forlig, som vi er tilfredse med og som opfylder de hovedkrav, som vi gik ind i forhandlingerne med, siger FOA-formand Dennis Kristensen til TV2 News.

LÆS OGSÅ Ny forhandler afløser Bondo

Chefforhandler for regionerne, regionsrådsformand Anders Kühnau (S), uddyber i en pressemeddelelse:

– Jeg er meget tilfreds med, at vi har forhandlet aftalen på plads. Vi sikrer en mærkbar lønstigning for de medarbejdere, der er omfattet af aftalen, ro om spisepausen, en række forbedrede barselsvilkår samt en ny ferieaftale. Medarbejderne i regionerne knokler, og det vil vi meget gerne anerkende med forbedrede vilkår, skriver Anders Kühnau.

Betalt spisepause

Aftalen indeholder en lønramme på 8,1 procent over tre år, og en reguleringsordning, der ikke længere indeholder det såkaldt privatlønsværn, men sikrer en tilnærmelsesvis parallel lønudvikling med det private arbejdsmarked. Derudover har de fået indskrevet en sikring af den betalte spisepause i overenskomsterne.

Aftalen omfatter cirka 40.000 ud af 120.000 ansatte i regionerne. Hvor FOA blandet andet organiserer sygehusportører og social- og sundhedsassistenter på hospitalerne.

LÆS OGSÅ Lærerkommissionen udvider: Skal styrke praktisk fokus

3F's offentlige gruppe i regionerne organiserer 4.221 ansatte, der primært arbejder som rengøringsassistenter på landets hospitaler.

HK Kommunal organiserer cirka 15.000 medlemmer på det regionale område, der arbejder som lægesekretærer, administrative medarbejdere, tandklinikassistenter samt laboratoriepersonale og it-medarbejdere.

Konfliktvarslerne omfatter dog over 80.000 ansatte i regionerne. Der mangler stadig en aftale for lægerne og sygeplejerskerne, fordi hverken FTF, der især organiserer sygeplejersker, eller AC-gruppen, der organiserer lægerne, ville skrive under på aftalen.

Kommunale forhandlinger i gang

Der er endnu ingen afklaring på overenskomsterne for de ansatte i kommuner og staten. Kommunerne genoptog forhandlingerne klokken 10 i formiddag.

LÆS OGSÅ Lokalpolitikere truer bådfirma med opsigelse

Det helt store spørgsmål er nu, om det er muligt at lande en aftale, der sikrer lærerne en tilfredsstillende arbejdstid.

Forud for dagens møde havde kilder fra både Kommunernes Landsforening (KL) og Danmarks Lærerforening ifølge Politiken fortalt om oplåste forhandlingspositioner og malet et anderledes positivt billede. Her til morgen var der hos KL håb for dagens forhandlinger:

– Det, at det er lykkes at indgå en aftale, gør, at det på en eller anden måde er lettere, siger kommunernes chefforhandler, Michael Ziegler (K).

Han åbnede ifølge Politiken for, at den regionale aftale om løn og den betalte spisepause kan overføres til det kommunale bord.

LÆS OGSÅ Togkonflikt afværget

– Min forhåbning er, at vi kan få et gennembrud på det kommunale område i dag. Alle temaer er gennemtravede på kryds og tværs, så der er ikke brug for tekniske arbejdsgrupper, der er brug for, at vi kan koncentrere os om det, vi har, og det håber jeg, at vi kan nå i dag, sagde Michael Ziegler.

Fællesskabet der blev væk

De øvrige forhandlere fra fagbevægelsen var mildest talt ikke begejstrede over Dennis Kristensens sololøb:

– Jeg synes, at han (Dennis Kristensen, red) tidligere har været meget klar om, at vi gik ind sammen og gik ud sammen. Han har talt meget ind i fællesskabet. Lige nu og her tyder det på, at det ikke betyder så meget, sagde Grethe Christensen, chefforhandler for de regionalt ansatte, til TV2 News tidligere på natten.

Formand for hovedorganisationen LO Lizette Risgaard opfordrer til, at fagbevægelsen nu sætter kræfterne ind på at få flere aftaler på plads i Forligsinstitutionen frem for at "skælde hinanden ud".

LÆS OGSÅ Var det blevet et nej var vi aldrig kommet i gang
FOR ABONNENTER

–Vi skal holde fokus på, hvad opgaven er. Det er at skabe forhandlede løsninger. Det er det, som medlemmerne gerne vil have, og det håber jeg meget, at man fortsætter med i Forligsinstitutionen, siger Lizette Risgaard. tek@kl.dk  

Aftalen mellem Regionerne og LO

Aftalen mellem Danske Regioner og LO-forbundene indeholder følgende elementer:

En lønramme på 8,1 procent over tre år, herunder:
- Generelle lønstigninger på 6,10 procent og forventet udmøntning fra reguleringsordningen på 0,71procent.
- Midler til de enkelte organisationers forhandlinger på 0,35 procent.
- Puljer til særlige formål og prioriterede grupper mm på 0,34 procent.
En reguleringsordning, der ikke længere indeholder et såkaldt privatlønsværn, men sikrer en tilnærmelsesvis parallel lønudvikling med det private arbejdsmarked.
En betryggelse om den betalte spisepause.
En række forbedringer vedrørende barsel mm.
En ny aftale om ferie.
Et projekt med fokus på arbejdsmiljøet.

Kilde: Danske Regioner

 

Emneord
Overenskomst

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Musketereden sprængt men stadig risiko for storkonflikt Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger