Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
18.04.2018 kl. 09.15

Forligsmanden trak sit sidste våben

Den truende storkonflikt på det offentlige område er blevet udsat endnu en gang. Forhandlerne får 14 dage mere til at nå til enighed.
tekst Rudi Holm

Forhandlingerne om en ny overenskomst for de offentligt ansatte er for anden gang blevet forlænget med 14 dage. Det skete i nat efter 19 timers forhandlinger. Dermed kan en eventuel strejke først bryde ud den 6. maj og en eventuel lockout den 12. maj.

Forligsmand Mette Christensen havde sat midnat natten til onsdag som deadline for et resultat mellem parterne på det statslige, kommunale og regionale område. Forhandlingerne blev dog forlænget, angiveligt fordi arbejdsgiversiden i sidste øjeblik kom med et nyt forslag, som lønmodtagersiden dog sagde nej til. Alligevel betød åbningen, at der tilsyneladende var tilstrækkelige fremskridt i forhandlingerne til, at forligsmanden lod dem fortsætte ud over den oprindelige deadline. Senere på natten valgte Mette Christensen så at trække på den sidste mulighed for at udsætte konflikten.

I en pressemeddelelse gør hun opmærksom på, at en konflikt kan bryde ud før 6. og 12. maj. Det sker, hvis hun på et tidspunkt må konstatere, at forhandlingerne er brudt sammen. I så fald kan konflikten – både strejke og lockout – bryde ud på femtedagen efter en sådan melding.

Parterne har tavshedspligt om, hvad der foregår i Forligsinstitutionen. Næste gang de mødes er på fredag. ruh@kl.dk 

LÆS OGSÅ Ny forhandler afløser Bondo
Emneord
O.18, Overenskomst

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Forligsmanden trak sit sidste våben Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger