Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
16.04.2018 kl. 13.16

Flytning af misbrugsbehandling kan koste dyrt

Skanderborg Kommune advarer i åbent brev til Christiansborg om store menneskelige omkostninger og øgede offentlige udgifter, hvis regionerne får ansvaret for rusmiddelbehandlingen.
tekst Rudi Holm

Regeringens planer om at flytte ansvaret for rusmiddelbehandlingen fra kommunerne til regionerne har fået Skanderborg Kommune til at gå på barrikaderne. I et brev til sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og medlemmerne af Folketingets sundhedsudvalg advarer kommunen om "store menneskelige omkostninger for borgerne og væsentlige merudgifter for kommunen", hvis forslaget bliver en realitet.

– Jeg opfordrer politikerne på Christiansborg til at tænke sig rigtigt godt om, inden de bare lige beslutter at flytte rusmiddelbehandlingen fra kommunerne til regionerne. Vi forudser, at en flytning vil få antallet af borgere i behandling til at falde, og at sammenhængen med den sociale og beskæftigelsesmæssige indsats vil gå tabt. Dermed kan sårbare borgere over hele landet komme i klemme, siger borgmester Jørgen Gaarde (S).

Kommunerne overtog ansvaret for rusmiddelbehandlingen fra amterne ved kommunalreformen i 2007 og har siden været i stand til at behandle flere borgere på kortere tid og med højere succesrate.

– En af forklaringerne på de gode resultater i Skanderborg Kommune er, at samtlige behandlere er efteruddannet og arbejder evidensbaseret med området. Samtidig har vi som kommune et stærkt økonomisk incitament til at hjælpe borgere ud af misbrug. Regionerne har ikke det incitament, og derfor bør rusmiddelbehandlingen selvfølgelig være hos kommunerne, siger Anders Rosenstand Laugesen (V), formand for socialudvalget i Skanderborg Kommune.   

LÆS OGSÅ Island har stoppet de unges druk
FOR ABONNENTER

I brevet til ministeren og Folketinget spår Skanderborg Kommune, at antallet af borgere i behandling vil falde, og at sammenhængen med både den beskæftigelsesmæssige, sociale og familiemæssige indsats vil gå tabt, hvis forslaget vedtages.

– Det kræver en vedholdende lokal indsats at få borgere med misbrug i tale og få dem i behandling. De ringer ikke bare ud af det blå til et regionskontor og siger "Nu vil jeg ikke være alkoholiker mere". Det er helt afgørende at møde borgerne der, hvor de er. Det er vi gode til i kommunen, fordi vi i forvejen har kontaktflader med borgerne, fastslår Tage Nielsen (R), formand for kultur-, sundheds- og beskæftigelsesudvalget. ruh@kl.dk 

Emneord
Misbrug, Sundhed

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Flytning af misbrugsbehandling kan koste dyrt Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger