Foto: KL
Foto: KL
11.04.2018 kl. 10.48

KL-direktør: ”Kamp kan skubbe den danske model ud over kanten”

En storkonflikt kan sende den danske model ud over kanten, mener KL’s administrerende direktør. Fagformand kalder udmelding for en skarpladt maskinpistol.

Hvis overenskomstforhandlingerne bryder sammen og kaster Danmark ud i en storkonflikt, kan det gøre uoprettelig skade på den danske model. Det mener KL’s administrerende direktør, Kristian Wendelboe.

Det skriver Politiken.

– Der er skabt en stemning af, at det er kampen om den danske model, det her. Men jeg tænker faktisk, at det er omvendt. Jeg tror, at den her kamp kan skubbe den danske model ud over kanten, siger Kristian Wendelboe til Politiken.

Han forudser, at den meget debat om, hvorvidt den danske model fungerer eller ej, vil tvinge politikerne på Christiansborg – i tilfælde af en storkonflikt – til at bruge deres kræfter på at undgå en lignende situation i fremtiden.

KL-direktørens udmelding kommer efter overenskomstforhandlingerne mellem de offentligt ansattes faglige organisationer og de offentlige arbejdsgivere er endt hos forligsmanden. Det er sidste station inden et endeligt sammenbrud, som vil udløse først strejker og derefter lockout.

Indtil videre har forligsmanden udskudt de varslede strejker og lockout en gang, hvilket betyder, at en konflikt, hvis de næste dages forhandlinger er ufrugtbare, kan starte den 22. april.

Forligsmanden har dog mulighed for at udskyde strejker og lockout i 14 dage mere.

Fremkalder kritik fra faglige organisationer

Kristian Wendelboes udtalelser i Politiken fremkalder stærke reaktioner fra de faglige organisationers repræsentanter.

Blandt andet fra Sara Vergo, der er formand for de offentligt ansatte medlemmer af DJØF. Hun spørger retorisk på Twitter, om KL ikke har føling med medarbejderne.

Også Journalistforbundets formand Lars Werge er på banen med kritik. Han mener, at Kristian Wendelboes udtalelser viser, at arbejdsgiverne og politikerne på Christiansborg har rottet sig sammen.

Samme udlægning har FOAs formand, Dennis Kristensen, der på sin Facbook-side skriver, at Kristian Wendelboe lægger ”en skarpladt maskinpistol på forhandlingsbordet med retning direkte mod lønmodtagerne, mens han presser fingeren mod aftrækkeren.

KL og de faglige organisationer mødes i dag onsdag i Forligsinstitutionen. I morgen er det parterne på regionernes område, der mødes. jki@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: KL-direktør: ”Kamp kan skubbe den danske model ud over kanten” Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger