Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
10.04.2018 kl. 11.44

Tidligere ansatte kritiserer advokatundersøgelse: Mangler håndtering af mobning og dårlig ledelse

En advokatundersøgelse af 21 personalesager i Aarhus Kommunes teknik- og miljøforvaltning møder kritik fra de tidligere ansattes talsmand.

Det skulle have været et punktum på en langstrakt sag om ringe ledelse og dårlig kultur i Aarhus Kommunes teknik- og miljøforvaltning. Men advokatundersøgelsen møder i stedet kritik fra hovedpersonerne – de 21 tidligere ansatte. Det skriver TV2 Østjylland.

– Hele det her forløb har været et mareridt, siger talsmanden for de 21 tidligere ansatte Brian Sten Larsen til TV2 Østjylland.

– Vi er stærkt utilfredse med, at den offentlige rapport ikke indeholder nogen anbefalinger til kommunen om dårlig ledelse og mobning, fortsætter han.

Kammeradvokatens advokatundersøgelse var på dagsordenen til magistratsmødet i Aarhus Kommune i går mandag, og den indeholdt en række anbefalinger til kommunen. Blandt andet mener Kammeradvokaten, at fire af de 21 tidligere ansatte har krav på erstatning for den behandling, de har fået, mens syv andre bør få en undskyldning fra Aarhus Kommune.

LÆS OGSÅ På Danmarks bedste offentlige arbejdsplads styrer medarbejderne selv

– Fire klagere bør have udbetalt et pengebeløb. Der er i disse tilfælde tale om, at den enkelte klager er blevet behandlet forkert i sådan en grad, at klageren kunne have ført sag mod kommunen og fået tilkendt et beløb, skriver Kammeradvokaten

Desuden peger Kammeradvokaten på hvad Aarhus Kommune kan gøre at undgå lignende tilfælde i fremtiden.

Men ingen af anbefalingerne handler om den mobning og chikane, som Kammeradvokaten konstaterer har været brugt til at jage medarbejdere væk, mener talsmanden. Han fortæller desuden til TV2 Østjylland, at flere af de tidligere ansatte døjer med psykiske men efter deres tid som kommunalt ansatte.

Da rapporten blev offentliggjort var den nye rådmand for teknik- og miljøforvaltningen Bünyamin Simsek på banen. Han bekendtgjorde, at han agter at følge Kammeradvokatens anbefalinger, herunder anbefalingerne om at give erstatning til fire af de tidligere ansatte.

LÆS OGSÅ Målet er mere fuldtid på det kommunale arbejdsmarked

– Jeg synes, at konklusionen er alvorlig, fordi Kammeradvokaten anbefaler, at der skal udbetales godtgørelse til fire tidligere medarbejdere, samt at der bør gives en skriftlig beklagelse til yderligere ni medarbejdere. Selv om der er tale om sager over en lang årrække, viser det, at der har været problemer i ledelsen i en del af Teknik og Miljø, sagde Bünyamin Simsek i går mandag. jki@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Tidligere ansatte kritiserer advokatundersøgelse: Mangler håndtering af mobning og dårlig ledelse Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger