Illustration: Karen Linnet Olesen
Illustration: Karen Linnet Olesen
09.04.2018 kl. 10.55

Udligningsslagsmål spidser til: Finansministeren må på banen

Med angiveligt få dage til forhandlingerne om en ny udligningsreform er færdige, trækker både Hovedstaden og provinsen fronterne op. Esbjerg-borgmester mener, at der må toppolitikere på banen.

Mens Christiansborg forhandler om et nyt udligningssystem og angiveligt nærmer sig en løsning, skruer borgmestre fra både hovedstadsområdet og provinsen op for blusset i debatten. Senest har Esbjergs venstreborgmester Jesper Frost Rasmussen, der også er i spidsen for provinssammenslutningen Bedre Balance, meldt sig på banen med et opråb til partitoppen i Venstre.

– Med det forslag, der angiveligt er på bordet nu, vil rigtig mange provinskommuner, der i forvejen har det svært, blive ramt hårdt, lyder det fra Jesper Frost Rasmussen i Jydske Vestkysten.

Han kommer samtidig med en bøn til sit eget parti.

– Det vil være på sin plads, at finansministeren (Kristian Jensen (V), red.), der alligevel snart skal forhandle de økonomiske rammer med KL, kommer på banen. Det haster, der er ikke mange dage tilbage, siger han.

LÆS OGSÅ Medie: Udspil til udligning kommer inden nytår

Opråbet kommer efter netmediet NB Økonomi skrev, at det seneste forslag vil flytte penge fra provinsen til hovedstadsområdet. Et forslag, der ifølge Jesper Frost Rasmussen vil koste Esbjerg 50 millioner kroner om året.

Venstres forhandler Carl Holst afviser over for Jydske Vestkysten, at der bliver tale om at flytte store mængder danske kroner fra vest til øst.

– Det er helt sikkert, at Venstre ikke indgår en aftale, der massivt flytter penge fra provinsen til hovedstadskommunerne, siger han.

Hovedstad: Forslag skader erhvervslivet

Også øst for Storebælt er borgmestrene kravlet helt op på barrikaderne. I et åbent brev til regeringen skriver 34 hovedstadsborgmestre, at de frygter, at udligningsreformen, vil skade kommunernes incitament til at styrke erhvervslivet.

LÆS OGSÅ Ændring af udligning koster Sønderborg Kommune 56,7 millioner

– En kommune skal også have en gevinst ved høj beskæftigelse og høj indkomst i kommunen. Kommuner, som skaber så gode rammer for erhvervslivet, at antallet af arbejdspladser stiger, skal også belønnes, lyder det i brevet.

Borgmestrene peger på, at hovedstadskommunerne allerede sender 13,3 milliarder kroner ud i resten af landet, og udligningssystemet derfor allerede opfylder sit formål – at skabe ensartede rammer i alle landets kommuner.

Men piller man for meget ved udligningssystemet for at tilgodese provinsen, risikerer man at fjerne hovedstadskommunernes tilskyndelse til at løfte opgaver, som vil give en lokal økonomisk gevinst, skriver borgmestrene.

De mener derfor, at regeringen, hvis den vil tilgodese udvalgte kommuner, må finde flere penge.

LÆS OGSÅ Lolland kommune mister 41 millioner i 2020

– Det skal ikke ske på bekostning af hovedstadsområdet, hvor bidraget til resten af landet i forvejen er stort, og hvor en række kommuner løfter en stor social opgave. En politisk prioritering af midler bør derfor finansieres via statskassen ved, at udligningssystemet tilføres ekstra finansiering, skriver borgmestrene. jki@kl.dk 

Emneord
Udligning

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Udligningsslagsmål spidser til: Finansministeren må på banen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger