Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
09.04.2018 kl. 12.03

Regeringsudvalg: Kommuner skal lave strategi for landsbyer

Kommunerne skal forpligtes til strategisk planlægning af deres landsbyer og landområder, foreslår udvalg.

Et udvalg nedsat af regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er kommet med en lang række anbefalinger, der skal sikre, at landsbylivet også er værd at leve i fremtiden. Det drejer sig blandt andet om anbefalinger, der pålægger kommunerne at tage højde for landdistrikterne, når de planlægger udvikling og service i kommunen.

– Det er afgørende for Danmark, at vi skaber udvikling i alle dele af landet, og at vi gør det attraktivt at bo og leve overalt. Det kræver blandt andet, at vi får skabt gode stærke lokalsamfund og landsbyer, som udvikler sig. Jeg ser frem til at se nærmere på de anbefalinger, som udvalget er kommet med, så vi kan fortsætte regeringens ambition om at skabe vækst og udvikling i hele Danmark, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

I alt er der kommer 17 anbefalinger ud af udvalgsarbejdet, der startede i juli 2017. En af anbefalinger er, at planloven bliver ændret, så kommunerne bliver forpligtet til at lave en strategisk planlægning af kommunens landsbyer og landområder.

Derudover skal kommunerne i fællesskab med lokalsamfundene lave en form for tilstandsrapport for de enkelte landsbyer. Der skal landsbyernes udfordringer og muligheder vurderes, så områdernes udvikling kan planlægges bedst muligt.

LÆS OGSÅ Kommuner får penge til byudvikling

Udvalget anbefaler desuden, at kommunerne laver langsigtet udvikling, når de offentlige servicetilbud skal planlægges. Det skal sikre, at folk, der bor i eller overvejer at flytte til landsbyer og landområder, kan regne med, at den offentlige service også vil være der i fremtiden.

Landsbyudvalget, der officielt hedder Udvalget for levedygtige landsbyer, består af ni medlemmer og formand Jens Kr. A. Møller, der er administrerende direktør for DLR Kredit.

– Det er en vigtig, men også en udfordrende opgave, at skabe udvikling i landdistrikterne, herunder også at tage hånd om nogle af de centrale udfordringer landsbyerne står over for. Med de 17 anbefalinger har vi i udvalget peget på en række muligheder, vi ser for at kommuner og stat sammen med lokalsamfundene kan understøtte, at flere landsbyer omstiller sig og fornyes, så de bliver levedygtige, siger Jens Kr. A. Møller.

Alle udvalgets 17 anbefalinger, der består af tre strategiske anbefalinger og 14 anbefalinger fordelt på fire fokusområder, kan findes her. jki@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Regeringsudvalg: Kommuner skal lave strategi for landsbyer Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger