Foto: Jon Kirketerp Jørgensen
Foto: Jon Kirketerp Jørgensen
05.04.2018 kl. 13.04

Randersbyrødder får oprejsning i byretten

I dag faldt der afgørelse i tre byrådsmedlemmers retssag mod Randers Kommune. De tre dommere fastslog, at det var ulovligt, da et smalt flertal i Randers Byråd ændrede udvalgsstrukturen og afsatte tre udvalgsformænd.

Efter knap to måneders ventetid nåede retten i Randers i dag frem til en afgørelse i en af de mest opsigtsvækkende kommunalretlige sager i nyere tid. I en to mod en afgørelse fastslog de tre dommere, at det var ulovligt, da flertalspartierne Venstre og Dansk Folkeparti ændrede udvalgsstrukturen i 2015, hvilket kostede de tre sagsøgere Bjarne Overmark (Lokal), Kasper Fuhr Christensen (Lokal) og Daniel Madié (K), deres udvalgsformandsposter.

– Rettens flertal fastslog, at ændringen i kommunens styrelsesvedtægt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder var begrundet i uvedkommende hensyn, og at ændringen dermed var ugyldig, lyder det i domsresuméet fra Retten i Randers.

De tre dommere lagde vægt på, at flertallet i byrådet fremlagt en visionsplan, som indeholdt et forslag om at ændre udvalgsstrukturen, så de tre formandsposter kunne blive besat af politikere, der stod bag flertallets politik. Samtidig havde byrådsflertallet udsendt en pressemeddelelse, som fremførte, at de tre udvalgsformænds byrådsgrupper havde modarbejdet flertallets beslutninger. Og i pressen fremførte politikere fra byrådsflertallet samme holdning.

Skriv hvad du søger