04.09.2017 kl. 12.08

Borgmestre kritiserer indsats for psykisk syge

Regionerne svigter psykisk syge patienter, og lægger derved ansvaret over på kommunerne. Det skriver tre borgmestre i et debatindlæg i Frederiksborg Amtsavis.
tekst Sille Olsen

I et debatindlæg i Frederiksborg Amtsavis kritiserer borgmestrene i Halsnæs, Gribskov og Helsingør Kommune regionerne for at svigte psykisk syge patienter. Konsekvensen af den manglende behandling er blandt andet overfald og drab på kommunalt drevne bosteder, mener de. Før sommerferien var der en episode, hvor et nyligt udskreven mand endte med at sætte ild til sin egen bolig. Personen blev genindlagt, men var efter 24 timer udskrevet igen. Borgmestrene mener, at man ved at udskrive de psykisk syge patienter for tidligt overlader opgaven til kommunerne, som ikke har midlerne til at varetage den.

I debatindlægget skriver borgmestrene blandt andet:

− Det er skruen uden ende og udtryk for et kæmpe ressourcespild. Vi tør slet ikke tænke på, hvor mange flere borgere der kunne hjælpes, hvis regionen var sig sit ansvar bevidst og undlod at udskrive borgere, der slet ikke er klar til at blive udskrevet.

Borgmestrene mener, at for tidlige udskrivninger kan betyde, at patienternes sygdom bliver forværret, og de kan være til fare for andres liv.

LÆS OGSÅ Salsa og fadøl på den lukkede
FOR ABONNENTER

Til sn.dk siger Karsten Skawbo-Jensen (K), formand for Region Hovedstadens Psykiatriudvalg, at kommunerne bør se på deres egen indsats.

– Kommunerne burde måske overveje at opgradere deres botilbud og ansætte flere sundhedsfaglige kompetencer. Kommunerne bruger således langt mindre end de 4000 kroner pr. beboer om dagen i deres botilbud, som de tre regionale tilbud gør, siger han.

Men i debatindlægget tager borgmestrene stærk afstand fra påstanden om, at der er kommunerne, som ikke er opgaven voksen.

− Det er at rette bager for smed. Det er i udgangspunktet regionens ansvar at behandle borgere med alvorlig psykisk sygdom og kommunernes ansvar at stå for den sociale indsats. Længere burde den ikke være, men det er den desværre med alvorlige konsekvenser.

LÆS OGSÅ Helbredelse ligger i det sociale
FOR ABONNENTER

Borgmestrene skriver, at det skyldes en blanding af kassetænkning, alt for få sengepladser og at sygehusvæsenet i mange år har prioriteret andre områder. De mener dog ikke, at det er en undskyldning for den manglende behandling.

− Og hvor er Danske Regioner? Hvornår begynder man at tage ansvar for ikke bare at sende aben videre til kommunerne, og i stedet ligge betydelig flere kræfter i for at gøre noget for de psykisk syge. F.eks. ved at kigge indad og se på, om ikke det i længden kan svare sig at færdigbehandle folk og ved at lade spørgsmålet være topprioritet i de årlige forhandlinger med regeringen om sygehusvæsenets indretning og økonomi, skriver de. siol@kl.dk 

Emneord
Psykiatri

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmestre kritiserer indsats for psykisk syge Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger