Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
28.11.2017 kl. 10.24

Borgmesterposten på Læsø på plads

Efter næsten en uges forhandlinger er spillet om borgmesterposten på Læsø endelig slut.

Nu skulle det være sikkert og vist. Forhandlingerne i Danmarks mindste kommune er slut, og Dansk Folkeparti får sin første borgmesterpost.

Mandag eftermiddag mødtes parterne igen på Læsø, og det endte med den bredest mulige konstituering, hvor samtlige ni byrådsmedlemmer står bag Karsten Nielsen (DF) som borgmester.

Dermed kan vi sætte punktum for en ugelang saga, hvor borgmesterkæden egentlig aldrig blev hængt om halsen på andre end Karsten Nielsen, men alligevel tiltrak sig ganske meget opmærksomhed.

Allerede onsdag kunne DF, Socialdemokratiet og Læsø Listen nemlig præsentere et smalt flertal bestående af fem mandater bag Karsten Nielsen som borgmester. Men Venstres siddende borgmester Tobias Birch Johansen følte ikke, at forhandlingerne overhovedet var kommet i gang for sit eget partis vedkommende. Så han foreslog, at Socialdemokratiets Folmer Hjort Kristensen skulle ringe til ham, og så kunne de måske finde ud af noget. Måske kunne Folmer Hjort blive borgmester lød meldingen.

Dermed blev Folmer Hjort med et slag centrum for mediernes opmærksomhed, for kunne han måske vriste borgmesterposten ud af hænderne på Dansk Folkeparti og fuldbyrde partiets skuffende kommunalvalg. Folmer Hjort selv virkede ganske upåvirket og gentog over for flere medier, at han da gerne ville snakke med Tobias Birch Johansen, men at han havde en aftale med de to andre partier om at pege på Karsten Nielsen.

Og sådan endte det med at blive. Efter at have brugt weekenden på at tænke over tingene, mødtes partierne igen mandag eftermiddag, og her faldt brikkerne så på plads. I stedet for en smal konstituering uden Venstre, er alle fire partiers ni mandater med i konstitueringen. Og med en underskrevet aftale skulle der ikke være tvivl om, at Dansk Folkeparti kan glæde sig over sin første borgmesterpost. jki@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmesterposten på Læsø på plads Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger