Foto: Slagelse Kommune
Foto: Slagelse Kommune
24.11.2017 kl. 11.22

Villum Christensen: Dyrby er det ansvarlige valg

Villum Christensen fra Liberal Alliance er den blå mand i det røde hav, men mener, at Socialdemokraten John Dyrby Paulsen er det ansvarlige valg til borgmesterposten, når skuden skal rettes op i Slagelse.

Vi venter stadig på at få den endelige afgørelse på, hvem der skal være borgmester i Slagelse. Klokken tre på valgnatten kom Socialdemokraten John Dyrby Paulsen ud af mødelokalet og fortalte, at han var borgmester med støtte fra SF, Enhedslisten, Radikale og Liberal Alliance.

Dagen efter var den alligevel ikke så sikker endda. Radikale meddelte, at de ville have en bredere konstituering henover midten. Der blev holdt nye møder i den borgerlige grupper, hvor Liberal Alliances ene mandat Villum Christensen også deltog. Mødet handlede angiveligt om, hvorvidt, der kunne findes en anden borgerlig borgmesterkandidat end den siddende borgmester Stén Knuth, som Villum Christensen allerede inden valget meddelte, at han ikke kunne støtte som borgmester.

Blå mand i rødt hav

I går torsdag fortsatte møderne så. Villum Christensen, der også sidder i Folketinget for Liberal Alliance, blev kaldt til møde hos partitoppen, der var kritisk overfor, hvorfor han vil gøre en socialdemokrat til borgmester.

Villum Christensen gav på valgnatten en forklaring til Danske Kommuner. Det handler primært om, at han mener, at der har været ført en uansvarlig økonomisk politik under Stén Knuths tid som borgmester. Kommunekassen er tom og skatten er blevet sat op i den forgangne periode.

LÆS OGSÅ DF helt ude af Næstved

– Jeg har været meget kritisk overfor hans fremstilling af økonomien (Knuths, red.). Den er meget værre, end folk tror den er. Der er 83 millioner kroner i tillægsbevillinger nu. Derfor mener jeg også, at John (John Dyrby Paulsen, red.) er et bedre bud. Han er cand.polit. og har siddet i Folketinget i mange år, hvor han var forsvarsordfører. Og jeg kender ham som super pålidelig. Jeg tror, han er mere realistisk i forhold til at rette skuden op, siger Villum Christensen.

Han har senere meddelt, at han dog ikke vil være det 16 mandat, og eneste borgerlige politiker, der sætter en Socialdemokrat i borgmesterstolen.

Men det er værd at bemærke, at møderne i går aftes foregik hjemme hos Villum Christensen, med deltagelse af SF, S og Enhedslisten. Ifølge TV2 Øst var Dansk Folkeparti med på sidelinjen.

Spørgsmålet er også, hvor den Radikale Troels Brandt befinder sig. Han siger, at han vil have en bred konstituering, og at han også kunne være borgmesteremne. tkn@kl.dk 

LÆS OGSÅ Knuths udtræden ændrer borgerlig balance i Borgerrepræsentationen

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Villum: Dyrby er det ansvarlige valg Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger