24.11.2017 kl. 10.03

Strategisk samskabelse i tre ud af fire kommuner

Siden kommunalvalget i 2013 har der været en rivende udvikling i måden, kommunerne arbejder med borgerinddragelse på. Tre ud af fire beder borgerne om hjælp til alt fra byplanlægning til børn og ældre viser undersøgelse.

Ugebrevet Mandag Morgen har lavet en undersøgelse, der viser, at kommunerne de senere år har arbejdet meget systematisk med at inddrage borgerne i diverse beslutninger.

En af de bemærkelsesværdige ting ved undersøgelsen er, at kommunerne i vidt omfang inddrager borgerne i hele processen. Og kommunerne inddrager ikke bare borgerne på et tidspunkt, hvor byråd, borgmester og forvaltning allerede har truffet en næsten færdig beslutning, de gør det så tidligt i processen, at borgerne kan få reel indflydelse på indholdet i beslutningerne, konkluderes det i anlysen, som Mandag Morgen har lavet i samarbejde med Altinget.

– Det er en meget positiv udvikling, hvor flere og flere kommuner tager det alvorligt, når de siger, at de vil involvere borgerne. Markant flere kommuner har nu udarbejdet en strategi for borgerinddragelse, end vi kunne se før kommunalvalget i 2013, siger Jacob Torfing, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet, om undersøgelsen til Mandag Morgen.

Han siger videre:

– Kommunen bliver ikke længere bare en organisation med medarbejdere, ledelse og nogle politikere i en bestyrelse, men også et fællesskab, hvor politikere, medarbejdere og lokale borgere sammen løser problemer og opgaver. Her handler det om at mobilisere alle tilgængelige ressourcer og bede om input i form af viden og ideer til at udvikle de bedste løsninger, siger Jacob Torfing.

LÆS OGSÅ KL vil have mere ledelse og mere brugerinddragelse i ældreplejen

Nye veje

Gentofte Kommune er eksempel på en kommune, der er gået langt i arbejdet med en systematisk inddragelse af borgerne. Her har man opløst den traditionelle udvalgsstruktur og mødekadence og i stedet dannet arbejdsgrupper, hvor politikere og borgere arbejder sammen om et konkret projekt eller en politik.

Skanderborg er en anden kommune, hvor man har arbejdet systematisk med samskabelse og borgerinddragelse. Borgmester Jørgen Gaarde (S) taler om en udvikling, hvor kommunen er gået fra at være en myndighed, over en organisation, der er en serviceleverandør til i dag af være et fællesskab.

– Vores kommune skal ikke bare være en myndighed eller en serviceorganisation. Når vi inddrager borgerne, handler det om at opbygge stærke fællesskaber, som giver mening for borgerne, siger Jørgen Gaarde til Mandag Morgen. tkn@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Strategisk samskabelse i tre ud af fire kommuner Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger