Foto: Gladsaxe Kommune
Foto: Gladsaxe Kommune
14.11.2017 kl. 10.13

Gladsaxe får kvinder med anden etnisk herkomst i arbejde

Som de første i Danmark har Gladsaxe Kommune lavet et specielt kursus for at hjælpe kvinder med anden etnisk herkomst end dansk på vej i arbejde. Og det med stor succes. Efter de første kurser er 25 procent kommet i arbejde, og af de resterende deltagere er 75 procent startet i praktik, løntilskud eller uddannelse.
tekst Tom Ekeroth

Kvinder med anden etnisk herkomst end dansk er traditionelt en svær gruppe at få i arbejde. Derfor har Gladsaxe Kommune som den første i landet lavet et specifikt kursus, Kvinder på Vej, hvor kvinder som aldrig har haft et arbejde eller er røget ud af arbejdsmarkedet igen, får hjælp til at komme i arbejde.

Efter de første to kurser er 25 procent af kvinderne kommet i arbejde, mens cirka 75 procent af de resterende deltagere er startet i praktik, løntilskud eller uddannelse. Kun enkelte kvinder er faldet fra.

I Værebro beboerhus mødes de tre kvinder Miyase, Aobli og Asia sammen med de andre kvinder med to jobkonsulenter to gange om ugen i fem timer. Her får kvinderne blandt andet hjælp til at forstå det danske arbejdsmarked, komme på virksomhedsbesøg, få gode råd til at lave en god jobsøgning og finde deres kompetencer og opbygge deres selvtillid. I flere af kvindernes papirer står der, at de ikke er i stand til at arbejde, men det bliver ikke nødvendigvis taget for gode varer af jobkonsulenterne.

– Det kræver bare lidt interesse og anerkendelse at få dem i gang. Én skulle til at studere økonomi, inden hun måtte flygte. Hun kan flydende dansk og følger med i nyhederne. Kvinderne har måske nogle skånehensyn, men de er stærke, siger jobkonsulent Tina Ludvigsen.

LÆS OGSÅ Minoritetskvinder presses til at sige nej til job og aktivering

Miyase elskede sit rengøringsjob i 24 år, men har været arbejdsløs de sidste fire år, efter hun fik gigt. Nu er hun rengøringsvikar på Hellerup Hospital, hvor hun håber at blive fastansat. Aobli vil gerne uddanne sig til skolelærer, og Asias drøm er at blive buschauffør, men hun tager det arbejde, hun får.

– Rengøringsassistent, handicapmedhjælper eller arbejde i butik – det er lige meget. Jeg vil bare gerne arbejde, siger Asia.

For at lære det danske arbejdsmarked at kende, har kvinderne blandt andet været på besøg i Fakta og et blomsterbinderi, hvor flere af kvinderne er kommet i praktik. Derudover får kvinderne hjælp til at skrive ansøgninger og cv, råd til jobsamtaler og til at søge arbejde. tek@kl.dk 

Emneord
Integration

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Gladsaxe får kvinder med anden etnisk herkomst i arbejde Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger