09.11.2017 kl. 15.36

Færre på førtidspension i 85 kommuner

Andelen af 18-64-årige personer på førtidspension er faldet i 85 af landets 98 kommuner siden 2008. Kommunerne med de største fald i andelen på førtidspension ligger typisk i Region Hovedstaden, mens kommuner, hvor andelen er steget, ligger i Jylland og på Bornholm.
tekst Tom Ekeroth

På landsplan modtog 206.200 personer eller 5,9 procent af alle personer mellem 18 og 64 år en form for førtidspension i januar 2017. Det er 30.400 færre end i januar 2008, hvor 6,9 procent af de 18-64-årige var førtidspensionister. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

kommunalt niveau er der dog forskel i udviklingen. Andelen af 18-64-årige personer på førtidspension er faldet i 85 kommuner og steget i 13. Af de ti kommuner med størst fald i andel af borgere på førtidspension ligger kun Svendborg og Odsherred Kommuner uden for Region Hovedstaden.

I Brøndby Kommune er andelen af de 18-64-årige på førtidspension faldet mest (2,7 procentpoint) fra 9,9 procent i januar 2008 til 7,2 procent i januar 2017. Derefter følger København med et fald på 2,3 procentpoint til 2,7 procent i 2017 og Halsnæs, hvor andelen på førtidspension er faldet med 1,9 procentpoint til 6,7 procent i 2017.

Kommunerne Læsø (2,0 procentpoint), Frederikshavn (1,6 procentpoint) og Bornholm (0,7 procentpoint) havde den største stigning i andelen af indbyggere mellem 18 og 64 år på førtidspension fra januar 2008 til januar 2017.

LÆS OGSÅ Postnummer afgør, om ældre nedslidte får hjælp

Andelen af 18-64-årige på førtidspension i januar 2017 var størst i Lolland (14,1 procent), Langeland (12,3 procent) og Nyborg (10,8 procent) Kommuner. Også i Bornholm, Odsherred, Guldborgsund og Morsø Kommuner modtog mere end 10 procent af de 18-64-årige førtidspension i januar 2017.

Til sammenligning modtog den mindste andel af de 18-64-årige førtidspension i Gentofte (2,5 procent), Dragør (2,6 procent) og Københavns (2,7 procent) Kommuner i 2017. Rebild Kommune havde med 4,5 procent den laveste andel førtidspensionister blandt de 18-64-årige vest for Storebælt. 

Faldet i andelen af personer på førtidspension afspejler et fald i antallet af nytildelte førtidspensioner, som Ankestyrelsen opgør sammen med overgang fra førtidspension til folkepension.

På landsplan faldt antallet af nytildelte førtidspensioner fra 14.621 i 2012 til 5.743 i 2013. Det store fald i nytildelte førtidspensioner skyldes blandt andet førtidspensionsreformen, som trådte i kraft 1. januar 2013. Reformen betyder, at hvis man er under 40 år, kan man som udgangspunkt ikke få tildelt førtidspension, og der skal før tildeling være et jobafklarings- eller ressourceforløb.

LÆS OGSÅ Roskilde sparer millioner ved at stoppe snyd med sociale ydelser

Opdelt på alder er faldet i nytildelte førtidspensioner da også relativt størst blandt de 18-39-årige, hvor antallet af nytildelte førtidspensioner er faldet med 59 procent fra 2012 til 2016. Nedgangen i nytildelte førtidspensioner til personer over 40 år er i samme periode noget mindre, nemlig 39 procent. tek@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Færre på førtidspension i 85 kommuner Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger