Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
08.11.2017 kl. 12.18

Her er FIRE ting, du måske ikke vidste om dobbeltmandater

Dobbeltmandater er traditionelt en varm kartoffel. Nogle partier tillader dem slet ikke, nogle giver dispensation fra tid til anden, og endnu andre excellerer i at have repræsentanter i både Folketinget og i byrådene.

Traditionen tro er kommunalvalget også anledning til nye forslag om at begrænse politikernes ret til dobbeltmandater. Senest har SF foreslået, at man fjerner muligheden for at optage stole i både folketing og byrådssal på samme tid. Det skete, efter Ritzau lavede en opgørelse, der viste, at en række Folketingsmedlemmer havde højt fravær fra deres byrådsarbejde.

Vi har haft snuden i Excel-arkene og fundet fire ting om dobbeltmandater, som du måske ikke vidste.

1. 28 medlemmer af Folketinget forsøger i disse dage at blive valgt til enten en kommunalbestyrelse eller et regionsråd.

25 af dem er opstillet til et kommunalvalg, to af dem stiller op i en region og et enkelt folketingsmedlem går efter et trippelmandat og opstiller til både regions- og kommunalvalget. Det er de Konservatives Brigitte Klintskov Jerkel. Hun sidder i Folketinget som afløser for Brian Mikkelsen, der blev minister. Ifølge de Konservatives hjemmeside har hun desuden siddet i byrådet i Greve Kommune siden 2006 og i regionsrådet på Sjælland siden 2014.

2. 17 medlemmer af Dansk Folkeparti forsøger at blive (gen-)valgt.

Dermed er de topscorere i dobbeltmandatambitioner. Fire Venstrefolk, tre LA’ere, tre Konservative og en enkelt fra Alternativet forsøger at blive valgt eller genvalgt til november.

3. Folketingsmedlemmerne står højt på listen i kommunerne.

Faktisk er 15 af folketingsmedlemmerne spidskandidater for deres lokalafdeling, mens tre MF’ere har taget andenpladsen på den lokale liste. Det lavest placerede folketingsmedlem er Marcus Knuth (V). Han er opstillet som nummer 16 på Venstres liste i København. Han kunne muligvis godt have fået en højere plads, men han blev først opstillet, efter københavnerne havde stemt om Venstrefolkenes placering på listen. Så han måtte tage til takke med at blive placeret som nummer sidst på listen.

4. 23 har allerede dobbeltmandat.

Og det er igen Dansk Folkeparti, der topper listen. 17 af Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer sidder i øjeblikket i et byråd. To af dem – Alex Ahrendtsen i Odense og Dennis Flydtkjær i Herning – genopstiller dog ikke. Til gengæld forsøger to nye DF’ere at opnå dobbeltmandat. Det er Jeppe Jakobsen, der vil vælges ind i Holbæk, og Pia Adelsteen, der vil vælges ind i Mariagerfjord Kommune.

Folketingsmedlemmer som stiller op til KV og RV 2017.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Her er FIRE ting, du måske ikke vidste om dobbeltmandater Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger