Aarhus Rådhus. Foto: Colourbox
Aarhus Rådhus. Foto: Colourbox
21.03.2017 kl. 16.08

Venstre om 30 timers-uge: Tvivler på effekten

Der kommer ikke opbakning fra Venstres gruppe i Aarhus Byråd til EL-forslag om forsøg med 30-timers arbejdsuge.

Det bliver ikke Venstres seks byrådsmedlemmer, der sikrer opbakning til Enhedslistens forslag om at forsøge sig med 30-timers arbejdsuge og fuld løn på en lille håndfuld arbejdspladser i Aarhus Kommune. Det forklarer Lene Horsbøl, der er byrådsmedlem for Venstre.

– Vi er ret skeptiske i forhold til både finansieringen af sådan et forsøg og de resultater, som man hidtil har set. Nogen er det gået godt for, andre er det gået rigtig skidt for. Så vi mangler lige at se det resultat, der overbeviser os om, at det virkelig er denne vej, vi skal gå, siger Lene Horsbøl og fortsætter:

– Når det så er sagt, så anerkender vi hensigten bag forslaget. Altså at det er vigtigt at få arbejdsliv og familieliv til at hænge bedre sammen. Det er også en af de ting, vi gerne arbejder for lokalt. Men vi er ikke overbevist om, at det er denne måde, man gør det bedst på, siger byrådsmedlemmet, der også er medlem af beskæftigelsesudvalget i Aarhus Kommune.

Enhedslisten foreslår, at Aarhus efter svensk forbillede skal forsøge sig med at indføre 30-timers arbejdsuge på en række arbejdspladser. Det skal nedbringe sygefraværet og øge produktiviteten og på den måde finansiere sig selv. Men det regnestykke mener Lene Horsbøl altså ikke, at man kan forvente holder.

Kan altid stoppe forsøget

Bekymringen deler Enhedslistens Maria Sloth dog ikke. Hun peger på, at man i for eksempel svenske Göteborg har set et lavere sygefravær og en øget produktivitet.

– Hvis man tvivler på, om det virker, så er det jo oplagt at lave forsøget her i Aarhus. Så kan vi se, om det virker under vores lokale forhold. Det værste der kan ske, når nu det er et forsøg, er, at vi stopper forsøget. Men vi kan se mange steder, hvor det virker, og vi ser også flere virksomheder, der forsøger sig med kortere arbejdstid med gode resultater, siger Maria Sloth.

Hun forestiller sig, at det skal være op til de forskellige magistratsafdelinger at finde ud af, hvilke arbejdspladser, der er egnede til forsøget. Selv mener hun, at det ville være oplagt at forsøge med renovations-området, vejvedligehold og lignende. Hun anerkender dog også, at der kan være områder, hvor man af praktiske årsager ikke uden videre kan forkorte arbejdsdagen.

– Vi vil rigtig gerne se, hvordan det fungerer på arbejdspladser, hvor man har direkte kontakt med borgerne. I ældreplejen skal der ikke effektiviseres mere, end de ældre stadig kan følge med, og man kan selvfølgelig ikke bare gå to timer tidligere, hvis man arbejder i en børnehave. Så nogle steder vil arbejdet skulle planlægges anderledes, men det har vi heldigvis nogle gode ledere, der kan løse lokalt, forklarer Maria Sloth, der også påpeger, at forsøget skulle laves i samarbejde med de faglige organisationer.

Enhedslistens forslag skal behandles på byrådsmødet i Aarhus i morgen onsdag.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Venstre om 30 timers-uge: Tvivler på effekten Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger