Østerlars Rundkirke, Bornholm. Foto: Colourbox
Østerlars Rundkirke, Bornholm. Foto: Colourbox
20.03.2017 kl. 10.41

Venstre Bornholm vil fyre spidskandidat

Blot otte måneder før kommunalvalget vil Venstre på Bornholm fyre spidskandidat Søren Schow og køre en anden i stilling til novembervalget. Schow tager kampen op.

Venstre på Bornholm skal til kampvalg om, hvem der skal lede partiet ved kommunalvalget i november. Det fortæller bestyrelsen for Venstres lokalafdeling i en pressemeddelelse. Her forklarer bestyrelsen, at den har mistet tilliden til Søren Schow, der ud over at være spidskandidat også er gruppeformand for Venstre-gruppen i kommunalbestyrelsen på Bornholm.

– Samarbejdet mellem gruppeformanden og kommuneforeningens bestyrelse har i nogen tid været utilfredsstillende, lyder det i pressemeddelelsen, der er signeret af bestyrelsesformand for Bornholms Venstre, Vibeke Møller Jensen.

Bestyrelsen forklarer, at mistilliden udspringer fra en sag fra slutningen af 2015. Her skulle formandsposten i det lokale forsyningsselskab besættes efter en sammenlægning. Venstres Knud Andersen, der var formand for det ene selskab, endte med at tabe kampen om posten til socialdemokraten Lars Goldschmidt.

Det fik Andersen, der i mange år stod i spidsen for Venstre, til at forlade partiet, fordi han ikke mente, at hans partifæller havde kæmpet hårdt nok for posten.

Forsømt pligter

Det medførte, at Venstres bestyrelse udarbejdede en samarbejdsaftale med Søren Schow, der skulle forhindre lignende situationer i at opstå. Men den aftale har Søren Schow ifølge bestyrelsen ikke overholdt.

– Det er bestyrelsens opfattelse, at Søren Schow har undladt at efterleve denne samarbejdsaftale. Både når det drejer sig om aftalens ånd og bogstav, lyder det i pressemeddelelsen.

Her fremgår det desuden, at bestyrelsen mener, at Schow har ”forsømt sine pligter og opgaver som spidskandidat.”

– De aftaler, der er indgået mellem bestyrelse og KB-gruppe om udarbejdelse af valgprogram og efterføl­gende valgkampagne, har spidskandidaten forholdt sig passiv over for. Og en samarbejdsaftale - ikke blot om valgprogrammets tilblivelse, men også for det fremtidige samarbejde mellem bestyrelse og KB-gruppeformand - har Søren Schow ikke villet acceptere. En aftale, der også operationaliserer det samarbejde, som blev aftalt i forbindelse med den konstituering, der medførte, at Knud Andersen forlod partiet Venstre, skriver bestyrelsen.

Derfor har bestyrelsen ”tvunget af omstændighederne fundet det nødvendigt” nu at indkalde til ekstraordinær generalforsamling, hvor et nyt opstillingsmøde er eneste punkt på dagsordenen.

Giver ikke op

Ifølge TV 2 Bornholm har Søren Schow valgt at tage kampen op.

– Medlemmerne skal have lov til at vælge den spidskandidat, de gerne vil have. Det skal ikke være bestyrelsen, der peger på, hvem den gerne vil have, siger han.

Ved seneste kommunalvalg, hvor Søren Schow var opstillet som nummer fem på Venstres liste, fik han 253 personlige stemmer – femteflest blandt Venstres kandidater. Venstre på Bornholm gik i øvrigt tilbage fra 28 procent af stemmerne til 20,5 procent ved samme valg. jki@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Venstre Bornholm vil fyre spidskandidat Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger