20.03.2017 kl. 11.52

Fyringstruet spidskandidat: Kritikken er forrykt

Spidskandidat for Venstre på Bornholm forstår ikke partiets kritik af sit arbejde, og melder sig klar til at kæmpe om spidskandidaturet. Det er et valg mellem mig og bestyrelsesformanden, siger han.

Den fyringstruede spidskandidat for Venstre på Bornholm Søren Schow stiller sig uforstående over for den kritik, som hans egen bestyrelse nu lægger til grund for et fyringsforsøg.

Det fortæller han til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, hvor han samtidig kalder kritikken forrykt.

– Jeg stiller mig fuldstændig uforstående over for kritikken. Det ser ud som om, de skal finde noget skyts at putte på pressemeddelelsen. Men jeg synes, de har en ualmindelig tynd sag. Så de har vel forsøgt at finde alt det frem, som kunne findes frem, siger Søren Schow.

Bestyrelsen siger, at I efter sagen om formandsposten for det lokale forsyningsselskab indgik en samarbejdsaftale, som du sidenhen ikke har levet op til. Har de ret i det?

– Jeg fatter det simpelthen ikke. Siden den aftale blev underskrevet, så har bestyrelsen på intet tidspunkt hevet den frem og sagt, at jeg ikke opfylder den. Så det forstår jeg slet ikke.

Bestyrelsen siger også, at du ikke har levet op til dine opgaver og pligter som spidskandidat. Hvad tænker du om det?

– Som spidskandidat har jeg signaleret og ført den politik, som vi er blevet enige om. Jeg har holdt sammen på vores gruppe i kommunalbestyrelsen. Jeg danner alliancer med den gruppe, som vi nu skal danne alliancer med op til valget. Jeg har indgået valgforbund. Jeg har taget de indledende træk til at få samlet de øvrige partier for at skabe et flertal bag mig som borgmester. Så jeg forstår slet ikke kritikken. Jeg synes, den er forrykt.

Der er indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i partiet for at vedtage et nyt opstillingsmøde. Tror du, det bliver til noget?

– Det er jeg ikke sikker på. Jeg er jo valgt som spidskandidat af partiets medlemmer. Men lige nu er det kommet til at ligne et valg mellem, om jeg skal fortsætte, eller om formanden for bestyrelsen (Vibeke Møller Jensen, red.) skal fortsætte. Hvis medlemmerne synes, at jeg skal fortsætte, så er der jo ikke behov for at indkalde til et nyt opstillingsmøde. Hvis medlemmer på den måde viser, at de er godt tilfredse med mig, så forventer jeg, at formanden trækker sig. For så er der vel ikke meget mere at komme efter.

Betyder det så også, at du trækker dig, hvis der bliver vedtaget et nyt opstillingsmøde?

– Medlemmerne har valgt mig på et opstillingsmøde en gang, og jeg har det fint med, at vi giver medlemmerne det valg. Så selvom der kommer et nyt opstillingsmøde, stiller jeg op igen. jki@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Fyringstruet spidskandidat: Kritikken er forrykt Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger