13.03.2017 kl. 11.00

Nyt psykiatriudspil fra KL og FOA

Skab flere sengepladser i behandlingspsykiatrien for at dæmme op for voldsepisoderne på de kommunale botilbud, lyder det i et nyt forslag fra KL og fagforbundet FOA.
tekst Rudi Holm

KL og fagforbundet FOA spiller nu ud med et forslag om etablering af nye behandlingspsykiatriske afdelinger i regionerne, hvor særligt udsatte borgere kan komme på længerevarende ophold og få tid til at få behandlet deres lidelser.

Forslaget kommer som en reaktion på, at sundhedsministeren for nylig droppede et lovforslag om nye socialpsykiatriske afdelinger, der ellers skulle dæmme op for problemer med massiv vold på kommunale botilbud.

Formanden for KL’s social- og sundhedsudvalg, Thomas Adelskov (S), understreger, at problemet skal løses i behandlingspsykiatrien.

– Problemet er opstået med nedskæringen i sengepladser i psykiatrien. I den forbindelse er en gruppe meget syge borgere blevet sendt ud i de kommunale botilbud. De hører ikke til her. De får ikke den behandling, de har brug for, og de er til fare for både dem selv, de andre borgere på botilbuddet og personalet, siger Thomas Adelskov.

Det skal være trygt

Ifølge KL og FOA er målet med de nye afdelinger at nedsætte risikoen for vold og konflikter. Derfor skal kommunerne have indstillingsret til de nye behandlingsafdelinger, lyder det i udspillet.

KL og FOA understreger, at de nye behandlingstilbud skal give flere sengepladser i psykiatrien og omfattes af en såkaldt mervækstgaranti.

Fungerende sundhedsminister Karen Ellemann (V) hilser udspillet velkommen:

– Jeg vil gerne kvittere for, at KL og FOA går sammen og spiller konstruktivt ind med et konkret forslag, som vi sammen med social- og sundhedsordførerne fra aftalepartierne vil se nærmere på, når vi senere på måneden skal mødes for at drøfte, hvordan vi konkret får udmøntet den politiske aftale, alle partier undtagen Enhedslisten indgik i efteråret. For det skal være trygt for både beboere og personale at være på bostederne, lyder det i en skriftlig kommentar fra hende til Ritzau.

Regeringens støtteparti Dansk Folkeparti, der trak tæppet væk under det seneste lovforslag, er umiddelbart positivt indstillet overfor det nye forslag.

– Det lyder da rigtigt godt, hvis man begynder at kigge den vej. Vi mangler sengepladser i psykiatrien, og vi mangler, at man holder sig til psykiatriloven. Og det er netop det, FOA og KL går ud og siger nu, siger psykiatriordfører for Dansk Folkeparti, Liselott Blixt, til Avisen.dk. ruh@kl.dk 

Forslaget fra KL og FOA

  • Der etableres nye særlige afdelinger med i alt cirka 150 nye sengepladser for en særlig målgruppe i behandlingspsykiatrien. Her skal der ydes en længerevarende rehabiliterende indsats under kontrollerede former.
  • Afdelingerne skal målrettes borgere med svære psykiske lidelser og ofte også et svært misbrug.
  • Pladserne etableres med hjemmel i den eksisterende psykiatrilov og med respekt for de grundlæggende rettigheder i behandlingspsykiatrien.
  • Opholdet vil kunne have op til 12-24 måneders varighed.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Nyt psykiatriudspil fra KL og FOA Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger