Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
24.05.2017 kl. 10.37

Danske beredskaber er ikke rustet til terrorhændelser

Skulle en større terroraktion ramme Danmark, er de kommunale beredskaber langt fra klædt på til at klare opgaven, lyder advarslen fra beredskabscheferne.
tekst Rudi Holm

Et terrorangreb, som det, der ramte Manchester tirsdag aften, kunne have haft omfattende konsekvenser for ofrene, hvis det var sket i Danmark. Det mener formanden for Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen.

– De kommunale beredskaber er slet ikke rustet godt nok til at håndtere en sådan terrorhændelse, siger han til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Jarl Vagn Hansen efterlyste tidligere på året flere ressourcer til uddannelse og mere materiel til den førsteindsats, som de kommunale beredskaber skal levere, hvis terroren rammer Danmark. Men der er intet sket siden.

– I en situation, hvor en bombe eksploderer, og mange kan risikere at være kommet til skade, skal vi give førstehjælp til mange mennesker. Det kræver en hel del udstyr, men det udstyr har vi ikke. Vi har selvfølgelig udstyr, så vi kan klare et trafikuheld med to til fem tilskadekomne på en gang. Men et større scenarie er vi ikke klædt godt nok på til, siger Jarl Vagn Hansen.

LÆS OGSÅ Beredskaber: Vi kan ikke hjælpe ved terroraktioner
FOR ABONNENTER

I Manchester kostede terroraktionen 22 mennesker livet, mens 59 blev kvæstet.

En række nordjyske borgmestre har tidligere på året været ude og lufte bekymringen for beredskabernes robusthed i tilfælde af terror.

– Den store bekymring går på, at vi i Nordjyllands Beredskab mangler et klart svar fra staten på, hvad den overordnede indsats vil være i forhold til utilsigtede hændelser, for eksempel terrorangreb, sagde blandt andet Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S) til TV2 Nord.

Han mener, at staten kryber uden om en dialog med de lokale beredskaber om, hvad der forventes af dem i forbindelse med naturkatastrofer og terrorangreb.

LÆS OGSÅ Beredskaber advarer om manglende robusthed
FOR ABONNENTER

Ifølge Jarl Vagn Hansen er der hverken penge til planlægning eller træning i forbindelse med terroraktioner. Hvert år deltager de kommunale brandmænd i 12 obligatoriske øvelser, som sikrer, at grunduddannelsen vedligeholdes. Men ingen af øvelsesscenarierne relaterer sig til terror.

– Det betyder, at ressourcerne til samtræning med eksempelvis politi og sundhedsberedskabet skal findes ud over de 12 obligatoriske øvelser, og det er der ikke mulighed for i beredskabernes nuværende budgetter. Spørgsmålet er så, om man fra politisk side vil tilføre eller omfordele indenfor den eksisterende ramme. Men i øjeblikket er situationen den, at vi har en standardportefølje, og dertil er der kommet store opgaver som udrykning til klimahændelser og terror oveni. Det er vi ikke gearet til, understreger formanden for Danske Beredskaber.

Oveni er de kommunale beredskaber underlagt et sparekrav på 175 millioner kroner. Det svarer til cirka 20 procent af kommunernes samlede beredskabsbudget. ruh@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Danske beredskaber er ikke rustet til terrorhændelser Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger