Foto: Folketinget.dk
Foto: Folketinget.dk
19.05.2017 kl. 09.59

Kiel er barselsvikar under valgkampen

Enhedslistens medlem af KL's bestyrelse skal være barselsvikar på Christiansborg midt i den kommunale valgkamp.

– Kære alle. Så er der nyheder fra min egen lille andedam ... Min kæreste og jeg skal sørme have en baby. Det bliver til oktober, og jeg glæder mig rigtig meget. 

Sådan skrev Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper på Facebook i går torsdag.

Hertil svarede Enhedslistens medlem af KL's bestyrelse Jesper Kiel:

– Jeg må nok indstille mig på at tage en tjans i Folketinget som barselsvikar i nogle måneder.

Jesper Kiel, der medlem af byrådet i Svendborg og folketingskandidat på Fyn, er nemlig suppleant.

Pernille Skipper skriver, at hun kommer til at være væk fra Folketinget i en periode i efteråret og vinteren.

Væk under valgkampen

Det betyder, at Jesper Kiel skal passe jobbet på Christiansborg og samtidig føre kommunal valgkamp. Kiel erkender, at det da er en udfordring, men at det kan løses.

– Det skulle vi nok kunne få til at hænge sammen. Den kommunale valgkamp er jo også efterårets store begivenhed på Christiansborg. Der er mange Folketingspolitikere, der tager rundt i landet og bakker op om det. Den del af Pernilles arbejde kan jeg ikke tage mig af. Det er der andre, der må gøre. Jeg kan jo heller ikke føre lokal valgkamp normalt. Jeg har jo også et arbejde, som jeg også skal finde nogen, der kan passe. Det er da lidt en overraskelse i planlægningen. Men det må kunne løse sig, sige han.

Enhedslisten fik et godt valg i Svendborg i 2013 og har fire medlemmer i byrådet.

– Valget i Svendborg er altid meget spændende, og man ved sjældent, hvordan det falder ud. Vi sætter alle sejl til for at få flertallet til at skifte. Vi fik et rigtig godt valg sidst, og det skal vi kæmpe for at holde fast i, siger Jesper Kiel.

Et tema i valgkampen bliver havnen.

– Vi har en diskussion om, hvorvidt det skal investorerne, der vil bygge på havnen, som skal bestemme, eller det skal være byrådet. Den diskussion kommer til at præge valgkampen. 

Ikke første gang

Det er ikke første gang Jesper Kiel er suppleant i Folketinget. I vinteren 2015/2016 var han suppleant for Rune Lund.

Per Clausen, der sidder i byrådet i Aalborg, kommer formentlig til at være suppleant for Jesper Kiel i KL's bestyrelse.

– Det vil jeg i hvert fald søge om, så jeg ikke har for mange kasketter på i de tre-fire måneder, som jeg regner med, det drejer sig om. Det er i hvert fald det, Pernille har meldt ud, siger Jesper Kiel.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kiel er barselsvikar under valgkampen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger