18.05.2017 kl. 16.59

Der var ting, vi kunne have gjort bedre

Socialforvaltning kommenterer TV-dokumentar og erkender, at der var ting, de kunne have gjort bedre i forbindelse med tvangsfjernelse af et barn, der er endt i problemer som voksen.

TV2 viser i aften, torsdag, dokumentaren ”Mors lille dreng – på egne ben.” Udsendelsen følger Jørn, som er fyldt 19 år og skal flytte hjemmefra sin plejefamilie, hvor han har boet siden han var fire en halv måned gammel. 

Dokumentaren er en opfølgning på dokumentarfilmen "Mors lille dreng" fra 1998, der skildrede tvangsfjernelsen af Jørn. Dokumentaren skabte stor debat og blev dengang dagsordensættende for synet på tvangsfjernelser, og praksis i forbindelse med tvangsfjernelser er senere ændret.

Jørn i dag en ung mand med store udfordringer, herunder alvorlige mentale handicap, der gør det vanskeligt for ham at tage vare på sig selv. I udsendelsen møder vi også Jørns plejefamilie, som er meget bekymrede for Jørns overgang fra barn til voksen – herunder om han får den hjælp og støtte til at klare sig selv. 

I dokumentarfilmen rejses der en række kritikpunkter af Aarhus Kommunes Socialforvaltnings håndtering af Jørns overgang fra barn til voksen.

Derfor har socialforvaltningen nu i en pressemeddelelse kommenteret på kritikken af kommunens rolle.

I Aarhus Kommune erkender man, at det er en udsendelse, som gør et stort indtryk, og som giver anledning til refleksion og eftertanke. I pressemeddelelsen fra socialforvaltningen skriver Aarhus Kommune blandt andet: "Det gør særligt indtryk, at plejefamilien i udsendelsen efterspørger mere støtte og opmærksomhed fra Socialforvaltningen. Jørns plejefamilie har gjort et enormt stykke arbejde for at give Jørn en tryg opvækst, og vi har igennem de seneste 19 år sat meget stor pris på vores samarbejde med Lilli og Uffe og den indsats, de har gjort for Jørn. Dem skylder vi tak. 

Når vi betragter Jørns sag, må vi erkende, at der er ting, vi som forvaltning kunne have gjort bedre. Forløbet giver blandt andet anledning til at erkende, at den plan, der var lagt for Jørns overgang til bostedet, lagde for stor en opgave over på plejefamilien, og at vi med fordel kunne have aflastet plejefamilien tidligere i forløbet indtil Jørn flytter hjemmefra."

Misvisende kritik

En række af kritikpunkterne i dokumentaren, finder socialforvaltningen dog misvisende. 

Kritikken går blandt andet på, at socialforvaltningen ikke havde en sammenhængende plan for Jørn, da han fyldte 18 år, at han ikke blev tilbudt et sted at bo førend november 2016, og at forvaltningen ikke løbende har fulgt Jørn undervejs. Udsendelsen giver indtryk af, at socialforvaltningen igennem længere tid intet gjorde for at finde et tilbud til Jørn, og at der slet ikke var kontakt mellem socialforvaltningen, Jørn og hans plejefamilie hen over sommeren 2016.

Det er kommunen ikke enig i. Om kritikken skriver Aarhus blandt andet: "Det er et billede af sagen, som Socialforvaltningen har svært ved at genkende. I perioden juni-august 2016 afholdt forvaltningen syv møder og 11 telefonsamtaler med Jørn og/eller plejefamilien. Derudover havde plejefamilien flere gange i perioden kontakt med deres familieplejekonsulent. Emnet for alle disse møder var Jørns aktuelle situation og fremtid."

I forbindelse med tilblivelsen af udsendelsen har Socialforvaltningen udleveret mere end 1.200 sider af Jørns journal til tilrettelæggerne. De udleverede sagsakter dokumenterer, at Socialforvaltningen, da Jørn fyldte 18 år, sammen med plejefamilien havde lagt den plan, at Jørn skulle blive boende hos plejefamilien, indtil han kunne flytte ind på det nyrenoverede Tingagergården."

Kommunen påpeger også, at plejefamilien blev lønnet af Aarhus Kommune til at passe på Jørn, til han fyldte 18 år. Da der opstod problemer i sommeren 2016 tilbød Socialforvaltningen desuden Jørn at flytte ind på bostedet Hvilstedhus.

– Det tilbud afviste Jørn at tage imod, hvilket han som en myndig person havde ret til. Vi finder det ærgerligt og misvisende, at disse planer og tilbud for Jørn ikke bliver omtalt i udsendelsen, skriver kommunen.

Første afsnit af programmet om Jørn som voksen bliver sendt på TV2 kl. 20 i dag torsdag.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Der var ting, vi kunne have gjort bedre Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger