Kommunaldirektør Stine Johansen: – Kæmpe indsats overalt har reduceret sygefravær. Arkivfot
Kommunaldirektør Stine Johansen: – Kæmpe indsats overalt har reduceret sygefravær. Arkivfot
17.05.2017 kl. 08.53

Sygefraværet falder markant i Helsingør Kommune

Mens det kommunale sygefravær på landsplan stort set var det samme i 2016 som året før, så faldt det markant i Helsingør Kommune. Kommunen er en af dem, der har formået at reducere sygefraværet mest.
tekst Tom Ekeroth

Fra 2015-2016 er sygefraværet i Helsingør Kommune gået fra, at hver medarbejder i gennemsnit var syg 13,7 dage om året til 11,9 dage. Et fald på cirka 13 procent. Dermed har Helsingør Kommune bevæget sig fra en 87. plads til en 43. plads på listen over kommunernes sygefravær. En forbedring på 44 pladser på bare et år. Faldet har blandt andet været stort blandt folkeskolelærere, sosu-assistenter og pædagogmedhjælpere.

Det markante fald i sygefraværet skal ses i lyset af, at koncernledelsen på baggrund af det høje sygefravær i 2015 besluttede at reducere sygefraværet med 10 procent på ét år. Derfor glæder det faldende sygefravær kommunaldirektør Stine Johansen.

– Når det er lykkedes os at nedbringe sygefraværet så markant, så skyldes det ikke mindst den kæmpe indsats, ledere og medarbejdere overalt i organisationen har ydet for at reducere fraværet og højne trivslen. Med et lavere sygefravær slår vi to fluer med et smæk: Medarbejderne skulle gerne opleve en bedre arbejdsplads med mere trivsel, og borgerne får bedre kommunal service, fordi medarbejderne er mere til stede på jobbet. Nu er det vigtigt, at vi holder fast i de gode erfaringer, og så skal vi selvfølgelig arbejde på, at få sygefraværet endnu længere ned, siger kommunaldirektør Stine Johansen.

Arbejdet med at nedbringe sygefraværet er sket på flere fronter. Blandt andet har der været fokus på vigtigheden af, at hver arbejdsplads løbende kan følge eget sygefravær, at retningslinjer ved sygdom og fravær skal være tydelige, og ikke mindst at samarbejdet mellem ledere og medarbejdere om at håndtere og forebygge sygefravær styrkes.

Navnlig involveringen af medarbejderne har været vigtig for fællestillidsrepræsentant Solvej Rolin, der er en af medarbejderrepræsentanterne i Helsingør Kommunes Hovedsamarbejdsudvalg.

– På en arbejdsplads er alle medarbejdere betydningsfulde for at få opgaveløsning og trivsel til at gå op i en højere enhed. Et stort sygefravær er med til at udfordre trivslen, men kan også være et symptom på, at det halter med trivslen på den enkelte arbejdsplads. Derfor er det vigtigt, at der ikke bliver peget fingre ad de enkelte ansatte med højt fravær, men at arbejdspladsen i stedet arbejder konstruktivt med arbejdsmiljøet og trivslen. I det arbejde er det selvfølgelig vigtigt, at medarbejderne bliver involveret, og netop inddragelsen af tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter har været en vigtig forklaring på, at det er lykkedes at knække kurven for sygefravær i Helsingør Kommune, siger Solvej Rolin.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Sygefraværet falder markant i Helsingør Kommune Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger