Debatten om regional ulighed er igen blusset op, efter politikere taler om at flytte flere statslige arbejdspladser ud i landet. Men er den regionale ulighed større i dag end for 30 år siden, og hvad ligger i givet fald bag udviklingen? Det mener en gruppe forskere på Aalborg Universitet, at vi grundlæggende mangler viden om, og det er baggrunden for, at de nu har etableret Center for Forskning i Regional Dynamik og Ulighed, som åbnes med konferencen ”Danmark i balance?” i dag.
– Vi vil undersøge den regionale ulighed i Danmark og sætte fokus på blandt andet økonomi, arbejdsmarkedsforhold, bosætning og uddannelsesforhold, og på sigt er planen også, at vi gennem samarbejde med kolleger fra andre fagområder vil se på regionale aspekter af eksempelvis ulighed på sundhedsområdet, fortæller professor Jørgen Goul Andersen fra Institut for Statskundskab, som er en af initiativtagerne til det nye center.
Ved åbningskonferencen vil han og de øvrige forskere under Center for Forskning i Regional Dynamik og Ulighed derfor sætte fokus på en række problemstillinger, der skal danne grundlag for nye forskningsprojekter.
– Hvis man ser på den værditilvækst, som virksomheder i de forskellige regioner skaber, giver det et interessant billede. På Bornholm har der for eksempel siden 2008 været tale om en tocifret vækst pr. indbygger, og det drives af en af landets højeste produktivitetsstigninger. Men på andre parametre ser det skidt ud. Arbejdsstyrken er således i perioden fra 2008 til 2015 faldet med 10 procent og befolkningstallet med syv procent. Men de virksomheder, der er på Bornholm, skaber værdi, og der tales aktuelt også om dynamikken i det bornholmske erhvervsliv. siger en anden af forskerne, der er tilknyttet det nye forskningscenter, lektor Ina Drejer fra Institut for Økonomi og Ledelse.
LÆS OGSÅ
Fri os fra Udkantsdanmark
FOR ABONNENTER