Guldborgsund Kommune har etableret landets første bioøkonomiske vækstcenter, som skal drive udviklingen for omdannelse af biomasse til nye bæredygtige formål. Foto: Guldborgsund Kommune
Guldborgsund Kommune har etableret landets første bioøkonomiske vækstcenter, som skal drive udviklingen for omdannelse af biomasse til nye bæredygtige formål. Foto: Guldborgsund Kommune
16.05.2017 kl. 07.00

Kommune investerer 10 millioner i bioøkonomi

Guldborgsund Kommune investerer 10 millioner kroner i et nyt vækstcenter, som vil være førende på viden og udvikling i omdannelse af biomasse til nye bæredygtige formål.
tekst Tom Ekeroth

Som den første danske kommune investerer Guldborgsund Kommune nu massivt i bioøkonomi. Det sker via en økonomisk indsprøjtning på 10 millioner kroner og tilknytning af op til 50 nationale og internationale forskere i et nyt vækstcenter, som er det første af sin art i Danmark.

Bioøkonomi dækker over muligheden for at omdanne uudnyttede organiske ressourcer til nye formål. Eksempelvis kan halm, roetoppe, træ og gylle bruges til at fremstille ny bæredygtig emballage, rengøringsmidler og energi til gavn for eksempelvis landbrugssektoren, fødevareindustrien, medicinalbranchen og produktionsindustrien. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men ikke desto mindre er en lang række eksperter enige om, at mulighederne på området er enorme.

– Der kan med de rette satsninger skabes hundredevis af arbejdspladser og dermed skabes et løft for hele Lolland-Falster. Der er tale om potentiale i milliardklassen. Landsdelen har en unik mulighed, og det samme har udefrakommende investorer. Mulighederne og timingen er rigtig lige nu, siger Morten Karnøe Søndergaard, professor på Aalborg Universitet.

Landsdelen er kendetegnet ved en velfungerende landbrugssektor såvel som en mangesidet fødevareproduktion. Ambitionen er således, at Lolland-Falster skal udnytte sit unikke udgangspunkt med landbrug, skovbrug og havbrug til at drive den nationale udvikling på området.

– Bioøkonomien er vigtig for vores overgang fra et samfund baseret på olie, kul og naturgas til et mere bæredygtigt samfund baseret på det, der gror på land og i vand. Guldborgsund kommune består af skove, strande, marker, plantager og afgrøder, ligesom vi har en stor fødevareindustri.

Dermed er vi rige på fremtidens store ressource; biomasse. Vores ambition er derfor, at Guldborgsund kommune skal være centrum for en ny grøn industri, der kan skabe innovative løsninger og bidrage til vækst i hele Danmark, siger Anne Holl Hansen, programleder i Bioøkonomisk Vækstcenter Guldborgsund.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kommune investerer 10 millioner i bioøkonomi Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger