Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
16.05.2017 kl. 10.39

Her er hver femte ansat i støttet job

Herning Kommunes Drift & Service har i år cirka 60 borgere ansat i blandt andet jobprøvning og nyttejob. Det at tage et socialt ansvar er nemlig en del af strategien.
tekst Tom Ekeroth

Drift & Service ved Herning Kommune står for vedligeholdelsen af veje og parker, den kommunale rengøring og kantinedrift. En arbejdsplads med godt 300 ansatte. I år vil 60 af dem være ansat i forskellige, støttede job. Altså job, hvor der tages forskellige grader af hensyn til den ansatte, og hvor en del af lønnen betales af offentlige kasser.

Målet er at få borgere, som er ramt af langtidsledighed, sygdom, eller som måske har en socialt belastet fortid, tilbage på arbejdsmarkedet.

– Jeg er en del af Herning Kommune, af lokalsamfundet, og jeg skal tænke i helheder på tværs af koncernen. Hvis vi ikke gjorde det her, blev vi fattige, synes jeg. Vi har et ansvar for at kunne bidrage, hvor vi kan, siger Peter Dalsgaard, som er chef for Drift & Service.

Drift & Service løfter en meget stor, social opgave – ikke bare for hele Herning Kommune som arbejdsplads, men også for lokalsamfundet. Rent faktisk er det at tage socialt ansvar en del af strategien for Drift & Service:

– Det kan godt være, at hvis jeg så helt isoleret på økonomien for lige præcis den afdeling, jeg er chef for, så koster det her lidt. Men vi gør det for at hjælpe en lang række borgere, som befinder sig i periferien af arbejdsmarkedet, siger Peter Dalsgaard.

Finn Stengel Petersen, (S), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Herning Kommune, glæder sig over initiativerne hos Drift & Service:

– Vi ved jo alle, at nogle borgere kan have lidt længere vej ud på – eller tilbage til – arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt, at vi som kommune viser vejen og tager nogle initiativer, som gør den vej kortere og lettere at klare. Drift & Service gør et meget stort stykke arbejde på det her område, og det er der al mulig grund til at glæde sig over, siger Finn Stengel Petersen.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Her er hver femte ansat i støttet job Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger