Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
15.05.2017 kl. 08.46

Udsat område får nye læger efter to år

Efter to år uden en lægepraksis i det udsatte boligområde Tingbjerg er det netop lykkedes Københavns Kommune, Region Hovedstaden og PLO Hovedstaden at rekruttere to praktiserende læger til området.
tekst Tom Ekeroth

Siden den sidste lægepraksis lukkede tilbage i maj 2015, har borgere fra Tingbjerg måttet kigge langt efter en praktiserende læge i nærområdet. Det har nemlig ikke været muligt at rekruttere læger til Tingbjerg, som betegnes som et udsat boligområde, og borgerne har været nødt til at tage uden for nærområdet for at komme til læge.

Udfordringen med at skaffe læger til Tingbjerg fik Københavns Kommunes sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen til at gå ind i arbejdet i 2016. Københavns Kommune har valgt at stille en socialrådgiver til rådighed i to år, og tilbyder desuden hjælp til at finde egnede praksislokaler og et tæt samarbejde med områdets sundhedsaktører, herunder den kommunale sygepleje.

– Vi har som kommune valgt at gå ind i det her arbejde, fordi vi mener, at det er afgørende, at der bliver gjort en fælles indsats for at komme lægemanglen i Tingbjerg til livs. Tingbjerg er et udsat område, og vi er nødt til at tænke ud af boksen, hvis vi skal lykkes med at skabe større social lighed i sundhed på tværs af byen,”siger Ninna Thomsen, sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune.

Politikerne i Region Hovedstaden har desuden besluttet at tilbyde gratis teletolkning hos lægerne i Tingbjerg, da det kan være med til at lette arbejdsdagen for lægerne i område. Regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) er meget begejstret for, at beboerne i Tingbjerg nu kan komme til lægen tæt på deres bopæl.

– Vi har fra politisk side i regionsrådet insisteret på, at du skal have en læge tæt på, hvor du bor – også i Tingbjerg. For at lokke lægerne til har vi blandt andet tilbudt gratis opkobling til teletolkning, så lægen har nem adgang til en professionel tolk, hvis der er brug for det. Jeg er glad for, at vi efter en fælles indsats med PLO-Hovedstaden og kommunen kan tilbyde en tryg løsning til alle dem, der bor i Tingbjerg; og så vil det helt sikkert også bidrage til en positiv udvikling i området,” siger Sophie Hæstorp Andersen.

– Det er meget glædeligt, at borgerne i Tingbjerg nu får to praktiserende læger midt i deres eget lokalområde. Vi har i denne sag oplevet et meget positivt samarbejde med både Region Hovedstaden og Københavns Kommune om at finde en løsning. I PLO-Hovedstaden er vi rigtig glade for de ekstra tiltag, der er kommet fra Københavns Kommune med en socialrådgiver og med at finde egnede lokaler. Det er sådanne helt konkrete lokale tiltag, der skal til for at finde løsninger på lægemanglen, siger Karin Zimmer, formand for PLO-Hovedstaden.

Emneord
Lægemangel, Social

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Udsat område får nye læger efter to år Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger