Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
03.05.2017 kl. 07.00

Flest nedrivningsklare huse på øerne og i Nordvestjylland

En ny rapport fra KORA kortlægger landets tomme og nedrivningsklare huse. Værst ser det ud på øerne og i Nordvestjylland, hvor antallet af tomme huse er vokset med 50 procent over 15 år.
tekst Rasmus Eiby

Antallet af tomme huse i landsogne langt væk fra de større byer er i gennemsnit steget med 50 procent i perioden fra 2000 til 2015, og mange af husene er klar til at blive revet ned.

Det viser en ny rapport fra KORA, der kortlægger landets tomme og nedrivningsklare huse. Her skønnes det, at der i alt er mellem 10.000 og 22.000 nedrivningsklare huse i hele landet. Værst ser det ud på Lolland-Falster, Bornholm, Langeland og de øvrige øer samt i Nordvestjylland.

− Det er et hastigt voksende problem i landsogne, som ligger langt væk fra større byer. I nogle landsogne står mere end hvert fjerde hus tomt. 15 år tidligere var det ”kun” hvert ottende i de samme sogne. De mange faldefærdige huse er en barriere for vækst og udvikling i lokalsamfundene, fordi de skræmmer nye beboere væk og fastfryser boligmarkedet. Det er en ond cirkel, siger Nicolai Kristensen, der er professor i KORA og står bag rapporten.

Morsø nedriver

En af de kommuner, der i KORAs rapport ligger i det røde felt, er Morsø Kommune. Rapporten viser, at 6,2 procent af kommunens huse er nedrivningsklare. Borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) er klar over problemet, og derfor har kommunen i de sidste otte år arbejdet på at løse det.

− Det er et område, vi har fokus på. Vi har en nedrivningspulje, og her har vi samarbejdet med selskabet Bedre Boliger, der står for nedrivningen af en del af de nedrivningsklare bygninger. Vi har fjernet omkring 300 huse, og vi plejer at fjerne omkring 35-40 huse om året, siger Hans Ejner Bertelsen (V) og tilføjer:

LÆS OGSÅ Billund vil fjerne grimme huse

− Det er faktisk sådan, at folk, der har et ældre hus, som de kan se, at de ikke kan få solgt, kan kontakte Bedre Boliger, og så finder vi ud af en løsning, hvor de køber det til nedrivning, så borgerne kan komme videre, siger han.

Antallet af tomme huse i Morsø Kommune er i perioden 2000 til 2015 steget fra 6,2 procent til 10,1 procent. Til det må borgmesteren være svar skyldig.

− Vi er steget i antal tomme bygninger, og det kan jeg simpelthen ikke svare på hvorfor, for vi oplever faktisk en befolkningstilgang, men der bliver også konstant bygget nye huse. Men om det er derfor, ved jeg ikke, siger Hans Ejner Bertelsen.

En dyr affære

Rapporten giver også en diagnose på, hvordan udviklingen på området vil være i perioden 2015 til 2020. Den viser, at hvis der ikke sættes ind for at vende udviklingen, vil den fortsætte med uformindsket styrke.

− De kommuner, der ikke allerede er i gang, bør overveje at få en strategi for nedrivninger. Men det er en dyr affære. Vi vurderer, at det vil koste 1, 5-3 milliarder kroner i alt at rive alle de nedrivningsklare huse ned. Måske kan tiltag som flexboligordning eller ophævelse af bopælspligt også være med til at mindske omfanget af nedrivningsklare boliger, siger professor Nicolai Kristensen.

Læs rapporten ”Nedrivninger af huse og fremtidige nedrivningsbehov i Danmark” her.

Se KORAs interaktive landkort over andelen af nedrivningsklare huse i 2015 fordelt på kommunerne ved at klikke på kortet nedenfor.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Flest nedrivningsklare huse på øerne og i Nordvestjylland Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger