Foto: Tom Ekeroth
Foto: Tom Ekeroth
18.06.2017 kl. 06.33
Folkemøde

Pas på flodhesten på Savannen

Pernille Skipper advarede i sin partiledertale mod Kristian Thulesen Dahl. Enhedslistens formand sammenlignede ham med flodhesten på savannen: Blød, hyggelig og farlig. Og så havde hun let forståelige tal med: En topchef behøver kun at gå på arbejde i fem dage, så har han tjent det samme som en almindelig dansker på et år, og en kommunaldirektørs løn er steget seks gange så meget som en sosu'ers.
tekst Tom Ekeroth

Enhedslistens formand stod for Folkemødets indtil videre mest konfrontatoriske tale. Der blev talt direkte mod lederen af Dansk Folkeparti, mod nedskæringer og mod ulighed.

Hvem og hvor

Pernille Skipper, formand for Enhedslisten, på Hovedscenen, lørdag eftermiddag.

Emne

Nedskæringer og og den voksende ulighed. Der skal lægges loft over de offentlige chefers lønninger, indtil skraldemanden, pædagogen og sosu'ernes løn har nærmet sig hinanden. Konkurrencestaten skal ud af klasseværelset, og vi skal skrue op for den grønne omstilling som modvægt mod Trump. Men der er trods alt håb, når man kigger på England og Jeremy Corbyn og på Bernie Sanders, der vovede at kalde sig socialist.

Citat

”Jeg har et råd til jer: Hvad enten i står på savannen i Afrika eller i stemmeboksen, så pas på flodhesten. Den er rund, ser sjov ud, men den er Savannens farligste dyr. Kristian Thulesen Dahl er Savvanens farligste dyr, der udtrykker sig i bløde, sociale vendinger, men er for nedskæringer.

Påklædning

Sort på sort, hipster-elegant med hvide sneakers.

Performance

Skarp og præcis i sin retorik med taleksempler, der var let forståelige. Muligheden for at rige børn kan betale sig foran i køen i Legoland havde også en umiddelbar appel til publikum. Optakten med Kira Skov, der sang for, virkede flot, men det virkede lidt loge-agtigt at tilegne en i øvrigt flot og fejende udgave af "Me and Bobby McGee" til Pelle Dragsted.

Publikum

Meget blandet. Medlemmer med faner, men også mange andre. Det var på ingen måde Lacoste-frit område, og sloganet "Ich bin ein Bornholmer" er også slået igennem på t-shirts.

Det sagde de om hende

”Det var helt nede på jorden, for det er jo det, vi går og taler om. Jeg synes det er forfærdende at følge, hvordan uligheden vokser, jeg blev så vred, da jeg hørte det med Legoland. Så det var spot on, en megagod tale” (sortklædt, solbrændt kvinde, 40+)

Håndklap fra 0 til 6

Fem, for en klassisk Enhedslistetale med skarpe og sjove billeder. Men uden overraskelser.

Emneord
Folkemøde

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Pas på flodhesten på Savannen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger