Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
18.06.2017 kl. 06.55
Folkemøde

Fælles front mod hjemløshed

Tre direktører, To borgmestre og en minister. Sammen, og med en smule hjælp, kan de løse problemet med de 2.000 hjemløse unge i Danmark. Sådan lød det fra socialminister Mai Mercado (K) og resten af debattørerne i en hjemløse debat på Folkemødet.
tekst Rasmus Eiby

Hvad kan du gøre for at hjælpe de 2.000 unge hjemløse, der er i Danmark? Sådan lød et af spørgsmålene til socialminister Mai Mercado (K), da hun deltog i en paneldebat under dette års Folkemøde.

– Jeg kan ikke løse problemet alene. Hvis jeg kunne det, så havde jeg gjort det. Det er et spørgsmål om et samarbejde med KL og den almene sektor, og at vi sammen siger til os selv, at der er en problemstilling, som vi vil løse. Vi skal kigge hinanden i øjnene og blive enige om det. Samtidig skal vi have nogle gode og rigtige sociale indsatser, der er tilpasset de unge. Men det vigtige er, at vi sammen løfter det. Der er ingen af os her, der kan løfte det alene, men panelet her kan i fællesskab gøre det, svarer Mai Mercado (K).

Panelet bestod også af Michael Ziegler (K), borgmester i Høje-Taastrup, Jesper Christensen (S), socialborgmester i Københavns Kommune, Anders Folmer Buhelt, direktør i Ungdommens Røde Kors, Søren Kaare Andersen, direktør i Bikubefonden, og Jens Elmelund, administrerende direktør i KAB.

De er alle enige med Mai Mercado, og de ønsker hver især at gøre en indsats, men Jesper Christensen påpegede, at hun også bliver nødt til at rykke i boligminister Ole Birk Olesen (LA), hvis det skal lykkes. Boligpriserne skal nemlig ned, eller også skal det være muligt for kommunerne at give et boligtilskud til de hjemløse unge, ligesom man prøver det i et frikommuneforsøg i Høje-Taastrup Kommune. Søren Kaare Andersen er enig i, at problemet kan løses.

– Det her problem kan løses, hvis vi vil, men det kræver politiske prioriteter, siger Søren Kaare Andersen.

Han og Bikubefonden vil hjertens gerne støtte fremtidige projekter, men han påpeger også, at de største summer af penge ligger hos kommunerne og staten, og derfor er det vigtigt med et målrettet samarbejde. Et samarbejde, alle medlemmerne af panelet er klar til at gå i gang med.

Livet som ung hjemløs

Debatten tog afsæt i to monologer fra et par hjemløse unge piger. Inden diskussionen gik i gang, fortalte de to piger panelet og de tilhørende, hvordan de oplevede den situation, de nu stod i, og hvordan det har haft indflydelse på deres liv. Monologerne er fremført i et samarbejde med teatret C:NTACT, der laver forestillinger, hvor unge på kreativ vis formidler samfundsfaglige problemstillinger gennem deres egne historier. Herunder kan du læse de to pigers historie:

Emilie Lai

Her kan du læse 27-årige Emilie Lais monolog, som hun fremførte til arrangementet:

– Første dag efter sommerferien sidder jeg i toget på vej hjem fra mit studie. Eller det er så der, det går op for mig, at jeg ikke er på vej hjem. Jeg er i hvert fald ikke på vej hjem til mig selv, men til en anden, til nogle andres ting og til nogle andres rammer, ligesom jeg har gjort det de sidste par år. Da jeg flyttede hjemmefra, boede jeg i en lejelejlighed i to år. Men da den kontrakt udløb, boede jeg midlertidigt hos min kæreste, og så boede jeg lidt hos mine forældre og lidt hos min kusine. Så boede jeg lidt hos min kæreste igen, og så fik jeg endnu en lejelejlighed. Men den blev solgt. Så jeg flyttede hjem til min kæreste igen. Til mine forældre, til min veninde, og til mine forældre igen, og til min søsters kollegas mor, til min svogers lillebror og hans kone. Og til mine forældre igen, til min kæreste igen. Og så fik jeg så et værelse. Det værelse blev jeg smidt ud fra i torsdags, så i dag flytter jeg hjem til min søsters svoger og mine nevøer.

– Men jeg sidder der i toget, og det går altså op for mig, at jeg ikke er på vej hjem. Jeg får den her følelse, jeg sidder med mit hoved lænet op ad ruden og kigger ud, og jeg kan mærke, at tårerne begynder at presse på, for jeg har overhovedet ikke plads til noget inde i mit hoved. Jeg kan ikke rigtigt få vejret ligegyldigt, hvor meget jeg anstrenger mig, så er det som om, at luften bliver oppe i halsen. Det er den følelse, når jeg ikke har nogen grounding, og når jeg virkelig føler, at jeg mister min grounding, kan jeg godt blive bange for, at jeg mister mig selv. Jeg kan blive bange for, at jeg ikke er nogen. Det er ikke fordi, jeg er bange for, at jeg ikke er noget værd, men fordi jeg er bange for, at jeg ikke er nogen bestemt. Jeg tænker tit på, hvordan det kan være, at jeg ikke har kunnet finde noget sted at bo i to år. Om det har noget med mig at gøre inden i. Om det er fordi, jeg ikke er sjov nok eller sej nok at skulle bo sammen med. Eller om det måske har noget med boligmarkedet at gøre. Så tænker jeg også, hvad andre må tænke om mig, for jeg ville nok selv tænke, at vedkommende ikke forsøgte nok at finde et sted at bo. Men jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke har kunnet finde et sted at bo.

– Men jeg sidder i toget, og jeg kan godt mærke i hvilken retning, det kører. Jeg kender godt det stoppested, for jeg har faktisk været der før, og det er det sted, hvor jeg bliver nødt til at isolere mig selv mentalt, fordi jeg ikke har noget overskud. Jeg har lyst til at kravle ned under et bord og bare tude. Jeg føler mig nødsaget til at flytte fra den ene til den anden, så jeg ikke er til besvær. Jeg er stolt over at være i gang med mit speciale, men alligevel føler jeg mig som en kæmpe fiasko. Det er det sted, hvor jeg er hjælpeløs og alligevel føler, at jeg er herre over mit eget liv, og jeg er taknemmelig over de døre, der bliver åbnet for mig gang på gang. Men så er det som om, at den taknemmelighed bliver fordrejet til dårlig samvittighed. Og at jeg ikke kun har taknemmelighed. For mig er det vigtigt, at jeg kan klare mig selv. Men det er også vigtigt, at jorden ikke skrider, hvis man vil skulle klare sig selv. Jeg hedder Emilie, jeg er 27 år, og jeg har været boligløs i sammenlagt to år.

Cathrine Henriksen

Her kan du læse 22-årige Cathrine Henriksens monolog, som hun fremførte til arrangementet:

– Jeg ser ikke mig selv som rigtig hjemløs. Jo, jeg bor i en herberglejlighed, og jeg har ikke haft et rigtigt hjem i nogle år nu. Men jeg har aldrig boet på gaden, og jeg har aldrig sovet inde på hovedbanegården. Jeg er heller ikke den type, der ikke har været i bad i flere dage. Jeg er en ny form for hjemløs, jeg er det, man så fint kan kalde en teknisk hjemløs. Det betyder, at jeg ikke har noget fast grundlag, og at jeg ikke har et fast sted at kalde et hjem. Så har jeg boet rundt omkring hos venner og veninder. Mindst af alt har jeg boet hos mine forældre. Jeg tager altid familien til sidst.

– Så det betyder, at jeg ret tit sad nede ved min gamle folkeskole under cykelstativets halvtag ved fodboldbanen med min store rygsæk og mine to sorte sække med alle mine ting i. Jeg kaldte mig selv posedamen. Sådan lidt for sjov. Jeg sad og ventede på, om mine veninder ville svare, at jeg kunne komme hjem til dem og sove om aftenen. Hvis jeg ikke kunne det, så tog jeg hen i spejderlokalet, som jeg havde fået en nøgle til af min mor. Mens jeg sad der i regnen i nogle gange fem timer, hørte jeg en masse musik. Jeg hørte Disney og gamle danske sange. Men alligevel kan det ikke undgås, at der kommer en masse lorte-tanker.

– Og lorte-tanker, det er lorte-tanker. Og lorte-tanker er alt. Det er en masse tanker, som er inden i mit hoved, hvor de fylder enormt meget. De er lort, fordi jeg ikke kan lægge dem fra mig, og fordi der ikke er plads til dem. Eller der burde være plads til dem, men det er der ikke. En lorte-tanke kan for eksempel være: ”Jamen for helvede Cathrine, så vær dog glad for, at du ikke er blevet tæsket sønder og sammen hver dag.” For jeg kender mange, der er blevet tæsket sønder og sammen hver dag. Det er jeg ikke. Jeg er ikke blevet tæsket. Jeg er bare blevet slået. Jeg var faktisk pisse bange for min far.

– Jeg kan huske engang, da jeg stadig boede hjemme, og jeg havde en veninde med på besøg, og min far var i det der hidsige humør. Man kunne se det der blik i hans øjne. Så kom han ind og hev mig op i mit halstørklæde, så jeg var cirka ti centimeter fra jorden. Det eneste, jeg tænkte på, var, at det måtte have været enormt ubehageligt for min veninde at sidde og se på. Men jeg synes ikke, at min far er et ondt menneske. Jeg ved, han elsker mig. Han har bare svært ved at vise mig det en gang imellem. Men jeg kan godt en gang i mellem føle, at det hele er min skyld. Altså alt. Fordi jeg har så mange følelser inden i, og fordi jeg måske oplever virkeligheden lidt anderledes end andre. Men så igen. De ting, jeg oplever, er jo virkelighed for mig.

– Virkeligheden er forskellig for mennesker. Ligesom virkeligheden i dag for mig er anderledes end for de fleste. For jeg prøver stadigvæk at få en hverdag til at hænge sammen, for det har jeg ikke lært helt endnu. Jeg har for eksempel et kæmpe problem med at åbne post. Især fra kommunen. Jeg forstår det ikke, og så lukker jeg helt ned og lægger brevet fra mig. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på det. Så ligger det i baghovedet og ulmer, og det kan det gøre i mange uger. Følelsen er, at jeg ikke forstår, hvad der står. Jeg kan fucking ikke forstå, hvad der står i et brev, og jeg kan godt selv se, at det er dumt. Så nu har jeg lært mig selv et trick, så jeg får åbnet de breve. Jeg trækker vejret og tæller til ti. Så læser jeg brevet. Hvis jeg ikke forstår det, læser jeg det igen. Og hvis jeg stadig ikke forstår det, så ringer jeg til min kontaktperson. Og når min kontaktperson har hjulpet mig med at forstå, hvad der står i det her brev, så er jeg træt.

– Jeg er fuldstændig bombet. Men så belønner jeg mig selv ved at se en film. En Disney eller en gammel dansk en. Det elsker jeg at gøre. Min yndlingsfilm er Skønheden og udyret. Og min yndlingskarakter er helt sikkert Belle. Jeg elsker den scene, hvor hun afviser Gastogne i sit bageri, og smider ham ud af døren, så han falder med hovedet ned i en mudderpøl. Så tager hun lige hans støvler og smider dem ud af døren også. Det ville jeg ønske, at jeg havde nosser nok til at gøre. Så det ikke altid er mig, der bliver droppet eller smidt ud.

Emneord
Hjemløse, Social

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Fælles front mod hjemløshed Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger