Pia Olsen Dyhr brugte som den første betegnelsen "venner" om sine tilhørere, og der var en varm stemning omkring hende. Hun fortalte, at hun havde skrottet sin oprindelige tale og i stedet bedt om input på Facebook. Det kom meget til at handle om velfærdssamfundet og de offentligt ansatte under pres, men også om forureningen med plastikpartikler.
Hvem og hvor
Pia Olsen Dyhr, formand for SF, på Hovedscenen, Folkemødet fredag formiddag.
Emne
Der kan ikke skæres mere ind til benet, der er for længst skåret ind i benet, de offentlige ansatte kan ikke løbe stærkere, lad os sætte skatten op og bruge pengene på et historisk velfærdsløft. Det første, vi gør, når magten skifter, er at rive kontanthjælpsloftet ned.
Citater
"Samfundet bliver mere og mere ulige. Der er børn, der vokser op under utroligt fattige vilkår", "Det er direkte dumt at gamble med en velfærdsmodel som den danske".
Påklædning
Elegant let mørkeblå cardigan med lynlås, sorte jeans, sorte vans og tjekket kort hår.
Performance
Supergod kontakt til sine tilhørere, og god til at komme i øjenhøjde med publikum. "Vi kan alle miste vores job, og vi kan alle blive syge".
Publikum
En stolt gravid, mænd i 3F t-shirts, unge mænd i dyre blomstrede skjorter, smarte piger i tæt sort, relativt mange unge. Meget aktivt publikum, der kunne synge med på Villys sange og flere gange brød ud i råb "Pia, Pia, Pia".
Det sagde de om hende
”Jeg synes, at hun skaber håb om, at der kan blive et mere lige Danmark. Hun får talt til mit hjerte, til mig som menneske. Jeg har også hørt Mette Frederiksen, og jeg ligger vel mellem SF og Socialdemokratiet, men Mette Frederiksen var meget mere poleret end Pia Olsen Dyhr. Der skulle være mange flere af hendes slags”. (casual, elegant kvinde i 40'erne).
Håndklap fra 0 til 6
Fem, for at skabe en god, tæt stemning og en pil opad for at lade Villy Søvndal og hans band Herreværelset indlede med humor, som skabte en svingende stemning.
