Foto: Line Bisgaard
Foto: Line Bisgaard
15.06.2017 kl. 16.40
Folkemøde

Folkemøde: Det skal du opleve fredag

Har du kigget på listen over de næsten 3.000 arrangementer til Folkemødet og blevet lidt forpustet ved tanken om at bladre dem alle igennem for at finde guldklumperne? Frygt ej! Danske Kommuner har gjort det sure arbejde og kigget samtlige arrangementer igennem for at finde fem gode bud hver eneste af de fire dage.

KrisMet, Venligbolig og disruption

Det er fredag, og der er fuldt program. Politiske topfolk går i ”dialog”. Du kan se, hvordan en Venligbolig ser ud. Og så er der masser af lokalpolitik på programmet.

Desuden taler Anders Samuelsen (LA) på Hovedscenen klokken 10.00 Mette Frederiksen (S) går på samme scene klokken 13.00, og klokken 16.00 indtager statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) scenen. Hvis du godt kan leve uden toppolitikere, der taler i en halv time, så kig på vores fem anbefalinger nedenfor.

1. #dkpol’s nye power-par

Vi har set de amerikanske power-par som Brangelina, Billary og TomKat. Volapyk? Vi taler selvfølgelig om Bad Pitt og Angelina Jolie, Bill og Hillary Clinton, Tom Cruise og Katie Holmes. Men nu kan Danmark også prale af et regulært power-par. Vi kalder dem "KrisMet". Vi taler selvfølgelig om Kristian Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen (S), som ganske vist kun danner par i det politiske liv. Og dem kan du møde fra morgenstunden, når fagbevægelsen har inviteret dem til dialog om arbejdsmarked, velfærd og uddannelse. Vi har måske hørt det meste før, men lad os nu ikke glemme, at vi også er på Bornholm for at se de kendte politikere fra TV2 News. Så forpas ikke chancen for at se en kommende statsminister debattere med en partiformand – du må selv vælge, hvem der er hvem.

Tid og sted: 9.00-10.00, L2 Folkets Hus – Kirkepladsen

2. Kom inden for i en Venligbolig Plus

Flygtninge bliver integreret bedst, hvis de indgår i det danske samfund. Så langt er de fleste vist enige. Men det princip er blevet udfordret af store flygtningestrømme, hvor manglen på billige boliger har affødt store problemer med at finde egnede boliger blandt almindelige borgere i Danmark. Men så fik nogen idéen om, at almindelige danskere kunne have en flygtningefamilie boende i en bolig i baghaven, og så var Venligboligen født. Endnu er ingen venligboliger bygget og beboet, men på Folkemødet kan du komme inden for i prototypen. Samtidig kan du også møde den første helt almindelige borger, som skal have Venligboligen stående i sin baghave. Han hedder Kim og bor i Gribskov. Der kommer også repræsentanter fra et par almene boligselskaber.

Tid og sted: 10.30-11.00, L27 Rosengade – Nørregade

3. Hvad er disruption?

Innovation nåede nærmest at komme og gå, inden nogen af os fandt ud af, hvad det helt præcis går ud på. Nu skal alt og alle så disruptes, men hånden på hjertet; så er det nok de færreste af os, der lige på stående fod kan forklare, hvad disruption er. Så hvis din chef siger, at du skal disruptes, og du ikke rigtigt forstår, hvad hun mener, så skulle du kunne få svar på det på Bornholm. I hvert fald skal disruption drøftes af et panel bestående af en masse mennesker, der gerne vil disrupte noget, selv bliver disruptet eller disrupter nogle andre. De er politikere, embedsmænd og chefer i teknologivirksomheder.

Tid og sted: 11.00-11.45, A35 Grib mulighederne – Danchells Anlæg

4. Hvordan gør vi lokalpolitikere til helte?

Du og jeg ved jo godt, at svaret på ovenstående spørgsmål er, at de allerede er helte. Men måske har resten af Danmark ikke opdaget, at de politiske helte sidder i byrådssalene landet over. Det bliver der til gengæld forsøgt at råde bod på, når et væld af kloge hoveder under overskriften "Hack kommunalvalg" forsøger at komme med løsninger på den og andre problemstillinger.

Der kommer en lokalpolitiker, en forsker og en række konsulenter, som også vil forsøge at finde ud af, hvordan man får flere borgere til at deltage i lokaldemokratiet, og hvad man kan gøre for at få flere til at stemme til kommunalvalget. Så hvis du synes, at de kloge konsulenter kan drage nytte af et indspark fra den virkelige verden, kan du jo dukke op og deltage i seancen. Den er arrangeret af Dansk Institut for Partier og Demokrati, Bornholms Regionskommune, Vejle Kommune og Dagbladet Information.

Tid og sted: 13.30-14.30, L27 Rosengade – Nørregade

5. Er du klogere end din borgmester?

Selvfølgelig er du det. Og nu har du chancen for at bevise det. Men de små grå skal støves godt af, for det er et skarp felt af borgmestre, der stiller op til quiz. Sebbelin, Beckmann, Gyldal, Toft, Bjørstorp og Valentin står der på holdkortet på borgmestersiden. To standupkomikere holder styr på tropperne og stiller spørgsmål i samfundsrelevante emner. Vinderholdet får – naturligvis – borgmesterkringle. Og så er aftensmaden jo reddet. Quizzen foregår i KL’s telt.

Borgmesterholdet konkurrerer med publikum, så du skal bare møde op for at deltage.

Tid og sted: 18.00-19.00, F2 KL – Ved Allinge Røgeri / Bibliotek

Emneord
Folkemøde

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Folkemøde: Det skal du opleve fredag Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger