Foto: Line Oxholm Thomsen / KL
Foto: Line Oxholm Thomsen / KL
01.06.2017 kl. 14.02

Kommunerne får et økonomisk løft i 2018

KL og regeringen er blevet enige om en aftale for kommunernes økonomi for næste år. KL's formand Martin Damm (V) kalder den for en aftale, der tjener kommunestyret godt.
tekst Rudi Holm

KL og regeringen er i dag blevet enige om en aftale for næste års kommunale økonomi. Aftalen indebærer blandt andet et løft på anlægsområdet, så det lander på 17 milliarder kroner. Derudover bibeholdes det for kommunerne vigtige finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner.

Også servicerammen får et løft på 800 millioner kroner, hvoraf de 500 millioner dog kommer fra det såkaldte moderniserings- og effektiviseringsprogram.

– Jeg er tilfreds med, at vi har landet en aftale, hvor vi har fundet rum til at prioritere et markant løft af den kommunale velfærd og i særlig grad ældreområdet. Samtidig har vi øget tilskudspuljen til de vanskeligst stillede kommuner til 350 millioner kroner. Det er en god håndsrækning til de kommuner, der har haft det sværest, siger finansminister Kristian Jensen (V).

KL's formand Martin Damm (V) kalder det "en aftale, der tjener kommunestyret i Danmark godt".

LÆS OGSÅ Kommuner rammer budgetter på rekordtid - men skatten stiger

– Vi kunne sagtens have brugt mere af alting. Sådan vil det altid være. Men jeg er glad for, at vi efter en lang årrække, hvor kurven for kommunernes niveau både til service og anlæg har bevæget sig nedad, nu er knækket og stoppet. Vi er ikke sprunget lodret op igen. Men der er en realvækst på både service og anlæg, og det glæder mig, siger Martin Damm.

Et af de meget omdiskuterede områder op til og under økonomiforhandlingerne har været regeringens ønske om at hæve det såkaldte grundkapitalindskud til almene boliger til 22 procent. Dette ville betyde, at kommunerne skulle betale en langt større andel til byggeri af almenboliger end nu. I dag er grundkapitalindskuddet 10 procent, og det bibeholdes i 2018.

Om den kan fastholdes på det niveau afgøres i næste års økonomiforhandlinger. Parterne er blevet enige om at "drøfte hvordan der kan indføres en model for differentiering af grundkapitalniveauet med henblik på at styrke incitamentet til at bygge små og billige boliger", hedder det i aftalen.

– Den drøftelse tager vi så ved næste års økonomiforhandlinger, siger Martin Damm.

LÆS OGSÅ Hul i kassen i Hørsholm: Skal finde op mod 45 millioner hvert år

Regeringen havde også ønsket at få 1,9 milliarder kroner af kommunerne i den såkaldte midtvejsregulering, men de penge får lov til at blive i kommunekasserne.

Landets kommuner indkasserede også en vigtig principiel sejr på kystbeskyttelsesområdet, idet beslutningskompetencen ved etablering af kystbeskyttelsesanlæg fremover samles hos kommunerne fremfor den nuværende delte myndighed med Kystdirektoratet. En såkaldt one-stop- shop-model skal gøre sagsprocessen i forbindelse med kystanlæg hurtigere og smidigere til gavn for grundejere, som fremover kun skal søge tilladelse hos en myndighed, hvis de for eksempel vil bygge diger for at beskytte deres boliger.

Kommunerne undveg endvidere regeringens ønske om at samle en række opgaver i større centre.

– Vi har ikke noget imod, at nogen ønsker at samle opgaverne. Men det er noget, vi selv beslutter, fastslår Martin Damm. ruh@kl.dk  

LÆS OGSÅ Økonomiaftalen: Hvor mange penge fik kommunerne egentlig?

FAKTA

De vigtigste punkter i økonomiaftalen for 2018:

Servicerammen:

246 milliarder kroner

Anlæg:

17 milliarder kroner

Finansieringstilskud:

3,5 milliarder kroner (2 milliarder kroner går til økonomisk pressede kommuner).

Skattepulje:

450 millioner kroner til skattenedsættelser (Kommunerne skal arbejde for samlet set sænke skatten med 250 millioner kroner i 2018)

Lånepuljer: 

250 millioner kroner til investeringer med effektiviseringspotentiale

400 millioner kroner til kommuner med behov for strukturelle investeringer på borgernære områder

350 millioner kroner til særligt vanskeligt stillede kommuner

500 millioner kroner til styrkelse af likviditeten i vanskeligt stillede kommuner

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kommunerne får et økonomisk løft i 2018 Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger