Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
14.12.2017 kl. 11.54

Bibliotekerne oplever flere episoder med hærværk og konflikter

En ny undersøgelse foretaget blandt Bibliotekarforbundets tillidsrepræsentanter viser, at bibliotekerne oplever flere konflikter og mere hærværk.

Borgere, der er rasende over gebyrer. Borgere der er truende overfor personalet. Unge der skaber uro og larm og indbyrdes konflikter. Berusede borgere, der ikke vil forlade biblioteket. Borgere der kommer på biblioteket for at besøge borgerservice, der bliver aggressive. Det er blot et udpluk af eksempler, som tillidsrepræsentanterne i Bibliotekarforbundet har beskrevet i en ny undersøgelse, der viser, at der er sket en stigning i episoder med hærværk og konflikter på bibliotekerne. Undersøgelsen blev offentliggjort i dag.

44 procent har i undersøgelsen svaret, at de mener, der er sket en stigning i episoderne i den bemandede åbningstid på bibliotekerne fra perioden august 2016 til august 2017 i forhold til tidligere. 36 procent svarer, at der i samme periode er sket en stigning i episoder også i den ubemandede åbningstid. 

Det tegner et samlet billede af stigende utryghed på bibliotekerne, og det er derfor vigtigt, at der kommer opmærksomhed på de udfordringer, som bibliotekerne oplever, når de bliver væresteder for eksempelvis unge, der ikke har andre steder at hænge ud, eller hjemløse, der mangler et sted at sove, mener Bibliotekarforbundets formand, Tine Segel.

− Bibliotekerne er et sted for mennesker og afspejler samfundet. Når der sker besparelser på andre områder, og der eksempelvis nedlægges sengepladser i psykiatrien, sløjfes tilbud til unge eller mangler herberger til hjemløse, så forsvinder problemerne ikke. De flytter sig. Og et af de steder, de kan flytte hen, er på bibliotekerne, der mange steder har åbent i ydertimerne uden bemanding. Dermed får bibliotekerne en opgave, de ikke har ressourcer til at løse, og som de ikke har til formål at løse. Det risikerer at gå ud over bibliotekernes egentlige formål, nemlig at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, siger hun til forbundets egen hjemmeside bf.dk.

LÆS OGSÅ Digitalt udlån boomer

Kommunernes ansvar at sikre arbejdsforhold

70 procent af bibliotekerne har oplevet uro, konflikter eller trusler i den pågældende periode. Der er stor forskel på, om det blot er et par enkelte episoder eller flere hundrede om året, bibliotekerne oplever. Der er også forskel på løsningerne. Nogle steder har man et målrettet samarbejde mellem SSP, bibliotek og politi. Andre steder må bibliotekerne for egen regning etablere en vagtordning for at sikre tryghed.

Steen B. Andersen, der er formand for Danmarks Biblioteksforening, der består af kommunernes kulturpolitikere, biblioteksfagligt personale, studerende og kulturinstitutioner, mener, at det er kommunens ansvar at sikre medarbejdernes arbejdsforhold. 

− Hvis der er tale om en kortere periode med konflikter, så bør udgiften kunne klares i bibliotekets budget. Taler vi om længerevarende perioder med vagter, så mener jeg, at det er uholdbart, at det skal tages af driften, så skal kommunen finde ressourcerne centralt.

Han har selv i Aarhus Kommune oplevet problemer med en gruppe unge på et af bibliotekerne.

LÆS OGSÅ Børns læselyst skal styrkes i disse onlinetider

− Vi havde en destruktiv gruppe unge, der kom og ødelagde ting og forstyrrede både i den bemandede og ubemandede åbningstid. Her satte Aarhus Kommune ind og hyrede vagter i en periode og satte samtidig ind med socialt opsøgende medarbejdere. Helt generelt bør man sætte ind på to områder. Dels sørge for tryghed i biblioteksrummet ved eksempelvis at hyre vagter og så arbejde med de opsøgende sociale medarbejdere i kommunen, så man får taget fat i gruppen og løst problemet, fortæller han til bf.dk. amgo@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Bibliotekerne oplever flere episoder med hærværk og konflikter Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger