Illustration: Henning Larsen Arkitekter og Tredje Natur
Illustration: Henning Larsen Arkitekter og Tredje Natur
13.12.2017 kl. 11.58

Frederikssund skal finde 163 millioner

Der mangler 163 millioner fra projektet med den nye bydel Vinge i Frederikssund. Professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet, Bent Greve, undrer sig over, hvordan en kommune kan konstatere at der mangler så mange penge så tæt på udgangen af budgetåret.
tekst Sille Olsen

Politikerne i Frederikssund skal onsdag aften tage stilling til et nyt sparekatalog. Det skyldes, at der mangler 163 millioner grundet manglende indtægter fra byggeretter til den nye bydel Vinge, som er under opførsel. Pengene skal findes inden nytår. Det skriver DR.

For cirka et halvt år siden kunne Frederikssund Kommune sammen med AP Pension og entreprenørvirksomheden MT Højgaard afsløre en ny aftale om byggeretten til den nye bydel Vinge, som skal rumme plads til 20.000 nye borgere. Udover at de to virksomheder skulle stå for etableringen af den nye bydel, kunne borgmesteren også fortælle, at virksomhederne ville bidrage med cirka en milliard til projektet over de kommende år. Kommunen har dog endnu ikke fået pengene ind.

Borgmester John Schmidt Andersen (V) kan ikke komme med noget bud på, hvorfor aftalen endnu ikke er færdiggjort, og pengene dermed endnu ikke er kommet ind.

− Aftalen var ikke endelig, og derfor kalder man det en konsolideringsfase, der hvor vi er nu. Den trådte vi så ind i, efter vi havde underskrevet aftalen, og det er den fase, vi stadig er i. Aftalen er bare ikke færdig og pengene er ikke kommet, og derfor er vi nødt til at agere på det, og mere kan jeg faktisk ikke sige om det, for jeg ved rent faktisk ikke så meget mere, forklarer John Schmidt Andersen til DR.

LÆS OGSÅ Enhedslisten dumper planer om havnetunnel

Der skal styr på situationen

Professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet, Bent Greve, mener, at det ikke er normalt at konstatere at der mangler 163 millioner i kommunekassen ved udgangen af budgetåret.

− Det er et ualmindeligt stort fejlskøn at have på et område, hvor man trods alt burde have en vis forventning og viden om, hvor mange byggeretter man rent faktisk kan sælge, siger Bent Greve til DR.

John Schmidt Andersen mener ikke, at de manglende millioner er et tegn på, at der ikke er styr på økonomien i kommunen.

− Økonomien har vi styr på. Grundlæggende er Frederikssund en sund og godt drevet kommune. At vi så har kalkuleret med nogle store indtægter fra salg af byggeretter i Vinge Centrum, og den aftale ikke er faldet på plads. Det er selvfølgelig ærgerligt at stå i den situation, og det er derfor, at vi skal have styr på den, siger borgmesteren til DR. siol@kl.dk 

LÆS OGSÅ KL blæser til kamp mod forhøjet grundkapitalindskud
Emneord
Økonomi, Byggeri

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Frederikssund skal finde 163 millioner Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger