Foto: Folketinget
Foto: Folketinget
12.12.2017 kl. 09.19

Minister: Mere løn skal aftales lokalt

Innovationsminister Sophie Løhde (V) kommer med et nyt udspil i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger, der skal få flere offentlige arbejdspladser og medarbejdere til selv at forhandle egen løn.

Som det ser ud nu, forhandles kun ti procent af lønnen i den offentlige sektor ude på de enkelte arbejdspladser. Det er for lidt, mener innovationsminister Sophia Løhde, der kommer med et nyt udspil. Ministerens mål frem mod 2025 lyder, at 25 procent af lønnen skal forhandles lokalt på den enkelte arbejdsplads.

Lige nu lægger 90 procent af lønnen fast af aftaler mellem de faglige organisationer og Finansministeriet. Omvendt ser det ud for den private sektor, hvor 84 procent af lønnen fastsættes lokalt. Hver enkelt arbejdsplads har på den måde større mulighed for at sætte eget præg på, hvordan lønnen skal fordeles.

− Det vil samtidig give bedre mulighed for at honorere de medarbejdere, som har ydet en ekstra arbejdsindsats og dermed koble præstationer sammen med løn, hvis det er det, man ønsker. Og jeg håber, at vi ved de kommende overenskomstforhandlinger kan blive enige om at øge graden af den lokale løndannelse og gøre rammerne mere smidige, siger Sophie Løhde.

Medarbejderne skal selv forhandle

En anden del af udspillet skal få den enkelte medarbejder mere i spil i egne lønforhandlinger. Kun 17 procent af de offentligt ansatte har individuelle lønforhandlinger, selvom en undersøgelse fra Epinion viser, at 2/3 dele af de ansatte mener, at de og deres leder er de bedste til at vurdere, hvad de skal have i løn.

LÆS OGSÅ Ny forhandler afløser Bondo

Frem mod 2025 skal det gerne være 50 procent af de offentlige ansatte, der selv forhandler egen løn, lyder målsætningen fra ministeren.

− Vi ved, at mange medarbejdere motiveres af at få lidt ekstra i lønningsposen, når de har leveret en flot arbejdsindsats og været med til at skabe resultater. Derfor giver det rigtig god mening, hvis flere får mulighed for selv at forhandle løn og aftale individuelle vilkår gennem den direkte dialog med deres leder, siger Sophie Løhde. amgo@kl.dk 

Emneord
Overenskomst

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Minister: Mere løn skal aftales lokalt Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger