Odense Kommune
Odense Kommune
31.08.2017 kl. 10.58

Yderligere to fyret for muligt embedsmisbrug

Sagen om muligt embedsmisbrug på Byggesagskontoret i Odense Kommune vokser, efter yderligere to medarbejdere nu er blevet fyret.
tekst Tom Ekeroth

For en uge siden blev en kommunal medarbejder bortvist og politianmeldt på grund af mistanke om embedsmisbrug.

Og nu er yderligere to medarbejdere på Byggesagskontoret hos By-og Kulturforvaltningen blevet fyret, oplyser forvaltningens direktør Anne Velling til Fyens Stiftstidende, Odense.

– I sagen om embedsmisbrug har vi foretaget to yderligere afskedigelser, da høringerne nu er tilendebragt, skriver hun i en mail til avisen

– Vi har for nuværende ikke yderligere igangværende høringer i forbindelse med sagen og afventer nu den eksterne advokatundersøgelse og politiets efterforskning, tilføjer direktøren, der ikke har ønsket at svare på uddybende spørgsmål.

LÆS OGSÅ Kommuner er klar til at bygge for 21,6 milliarder næste år

Ifølge forvaltningen har den bortviste medarbejder gennem sit privatejede firma – mod betaling –rådgivet og vejledt virksomheder og private, hvorefter embedsmanden selv har taget sig af sagsbehandlingen af nogle af ansøgningerne, når de landede i det kommunale system.

Det resulterede altså ikke bare i en øjeblikkelig bortvisning, men også en anmeldelse til politiet.

Anderledes forholder det sig for de to nu andre fyrede byggesagsmedarbejdere. Deres mulige embedsmisbrug har umiddelbart ikke en sådan karakter, at politiet skal involveres.

 

LÆS OGSÅ Realdania hjælper bæredygtigheden på vej med ny millionpakke

Mindst 25 sager

By-og Kulturforvaltningen ønsker ikke at uddybe de to opsagte ansattes roller i sagen, men ifølge Fyens Stiftstidendes oplysninger har en af de to fyrede og den bortviste medarbejder i fællesskab drevet det omstridte rådgivningsfirma.

Anne Velling har tidligere forklaret, at kommunen kendte til firmaets eksistens, og at det tidligere var gjort klart for den bortviste medarbejder, at interesserne skulle holdes adskilt.

Men det er altså ifølge kommunens opfattelse ikke sket i mindst 25 sager. Nogle af de sager, der fortsat undersøges, rækker tilbage til 2007, skriver Fyens Stiftstidende.

Det er et eksternt advokatfirma, der interviewer samtlige medarbejdere på Byggesagskontoret – det gælder omkring 25 navne – "med henblik på fuldstændigt at afdække baggrund og omfang af det angivelige embedsmisbrug, herunder tilsidesættelse af generelle forvaltningsretlige og  kommunalretlige regler", hedder det i forvaltningens beskrivelse.

LÆS OGSÅ Alternativt flertal vil indføre social klausul

Samtidig skal advokatundersøgelsen rumme en systematisk gennemgang af byggesager med en begrundet mistanke om embedsmisbrug, ligesom det skal vurderes, om der er sager, der kan eller bør genoptages. tek@kl.dk

Emneord
Odense, Anlæg, Byggeri

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Yderligere to fyret for muligt embedsmisbrug Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger