Colourbox
Colourbox
31.08.2017 kl. 10.49

Ansættelse af ny direktør splitter byråd

Aarhus Byråd dybt splittet i ansættelsen af forhenværende socialdemokratisk folketingsmedlem Pernille Blach Hansen som ny direktør for Teknik og Miljø.
tekst Tom Ekeroth

Ansættelsen af tidligere folketingsmedlem Pernille Blach Hansen som ny direktør for det skandaleramte Teknik og Miljø skaber dyb splittelse i Aarhus Byråd.

Stillingen som ny direktør i Teknik og Miljø skal gå til cand.scient.pol. Pernille Blach Hansen, 43 år, mener rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), borgmester Jacob Bundsgaard (S) og et flertal i ansættelsesudvalget.

Både Konservative og Venstre foreslog ansættelsen udsat, så man kunne genopslå jobbet, men et flertal hos S, SF og Enhedslisten samt De Radikales kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad valgte at gennemføre ansættelsen.

De Radikales Anne Nygaard undlod ifølge Stiftstidendes oplysninger at stemme. Dermed blev ansættelsen vedtaget med 19 stemmer for og 11 stemmer imod.

LÆS OGSÅ Lokalelån gjorde borgmester inhabil

Ifølge ældrerådmand Jette Skive stemte Dansk Folkeparti imod, fordi det nye direktørjob kræver ledelsesmæssige muskler for en afdeling, der ligger ned oven på skandalerne.

– Og de muskler mener jeg ikke Pernille Blach Hansen har, sagde Jette Skive til Stiftstidende efter vedtagelsen.

Pernille Blach Hansen kommer senest fra en lederstilling i Lego og får en stor opgave i at rydde op i den skandaleramte magistratsafdeling for Teknik og Miljø med 1.700 medarbejdere.

Afdelingen har været plaget af korruption, magtmisbrug og nepotisme, som Stiftstidende har afdækket over det seneste år.

Pernille Blach Hansen er forhenværende folketingsmedlem og næstformand for Socialdemokraterne Hun var folketingsmedlem i 1998-2006, men forlod politik for at blive direktør for Teknik og Miljø i Randers Kommune. Her arbejdede hun til 2010, hvor hun forlod kommunen for at blive direktør for bæredygtighed og senere Group Vice President for Kvalitet og Bæredygtighed i pumpekoncernen Grundfos i Bjerringbro. Senest har hun siden 2016 været Senior Director i Lego Group. tek@kl.dk

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ansættelse af ny direktør splitter byråd Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger