Arkivfoto
Arkivfoto
30.08.2017 kl. 10.37

Dødstrusler mod Hans Toft

En 44-årig mand fra Rødby er sigtet for at have indtalt dødstrusler på den konservative borgmesters telefonsvarer. Manden har en verserende sag for dødstrusler mod statsministeren.
tekst Tom Ekeroth

En 44-årig mand fra Rødby er så utilfreds med Gentofte Kommunes håndtering af placering af de flygtninge, kommunen skal tage sig af, at han søndag kort før klokken 18 ringede til Gentoftes borgmester, Hans Toft (K). De skriver Folketidende.dk.

– Borgmesteren tog ikke telefonen, men den 44-årige indtalte på telefonsvareren, at hvis de to mødtes, ville borgmesteren dø, fortæller politikommissær Claus Jørgen Pedersen hos Lokal Efterforskning i Nakskov under Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Mandag morgen mødte politiet op hos den 44-årige på hans adresse i Rødby. Det foregik helt udramatisk. I et grundlovsforhør blev den 44-årige sigtet efter straffelovens paragraf 119, som handler om forbrydelser mod den offentlige myndighed. Ifølge politiet har han erkendt dødstruslerne.

Ifølge avisen er den 44-årige mand kendt af politiet for lignende sager. Han har blandt andet en verserende sag i Københavns Byret for dødstrusler mod statsminister Lars Løkke Rasmussen, Venstre.

LÆS OGSÅ Vordingborg byråd minus DF klager over asyl-ø: Uhørt spild af skattekroner

Dødstruslerne kom efter, at Hans Toft i et interview med TV 2 advokerede for, at kommuner bør have lov til at finde boliger til flygtninge i en anden kommune. Noget, der for Gentofte er relevant, fordi der er for få og for dyre boliger, mener borgmesteren.

– Vi skulle have lov til at placere flygtningene i en anden kommune i eksisterende bygninger, men måske også få lov til at opføre almene boliger i en anden kommune, tæt på vores egen, sagde Hans Toft blandt andet til TV 2.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Dødstrusler mod Hans Toft Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger