Arkivfoto
Arkivfoto
28.08.2017 kl. 15.40

Tidligere borgmester Jens Jørgen Nygaard død

Den konservative politiker, som blev valgt ind første gang i 1998 blev 68 år.
tekst Tom Ekeroth

Den tidligere borgmester i Ledøje-Smørum, Jens Jørgen Nygaard (K), er død. Han blev 68 år.

Jens Jørgen Nygaard var, foruden 1. viceborgmester, formand for Kultur- og Erhvervsudvalget og medlem af Økonomiudvalget. I december 2016 blev Jens Jørgen Nygaard sygemeldt på grund af alvorlig sygdom, men var netop vendt tilbage til byrådet i juni 2017.

Jens Jørgen Nygaard, der oprindelig var lærer, cand. pæd og forfatter til en række undervisningsbøger, havde et langt og aktivt liv i politik. Han var borgmester i Ledøje-Smørum Kommune 1998-2006, og blev borgmester samtidig med at han blev valgt ind.

Borgmester i Egedal Kommune, Karsten Søndergaard (V), er dybt berørt over nyheden om sin byrådskollega Jens Jørgen Nygaards død, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

– Det er så forfærdeligt og trist. Jeg fik nyheden i formiddags, og jeg er meget berørt. Jeg har kendt Jens Jørgen i 20 år, og selv om han har været syg, og vi kunne se, at han havde det skidt, var det ikke den afslutning, vi havde håbet eller forventet. Jeg holdt selv møde med ham i forrige uge, hvor han virkede frisk i hovedet, men vi kunne godt se, at hans krop ikke ville det, han ville, siger Karsten Søndergaard og tilføjer:

– Jeg har altid respekteret ham for den person og politiker han var, og den her nyhed skal vi lige sunde os over, siger borgmesteren, som oplyser, at der ved onsdagens byrådsmøde på Egedal Rådhus vil blive holdt et minuts stilhed for at minde Jens Jørgen Nygaard.

Jens Jørgen Nygaard bisættes på lørdag i Ledøje Kirke.

Emneord
Navne

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Tidligere borgmester Jens Jørgen Nygaard død Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger