Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
15.08.2017 kl. 10.47

Mange fejl i sager om syge børn og handicappede

Forkerte afgørelser og fejl i kommunerne præger en stor del af de sager på børnehandicapområdet, der klages over til Ankestyrelsen.
tekst Rudi Holm

Mere end halvdelen af landets kommuner måtte i 2016 konstatere, at der var fejl i deres afgørelser om syge og handicappede børn. I 51 ud af 98 kommuner var der problemer i mere end hver anden af de sager, der landede på Ankestyrelsens bord, viser tal fra Social- og Børneministeriets nye Danmarkskort.

Juridisk seniorkonsulent Ingrid Hartelius Dall i Børns Vilkår mener, at en af forklaringerne er, at kommunerne eksperimenterer med at træffe afgørelser, der går til stregen.

– Man kunne frygte, at økonomi er blevet en faktor, så man skeler mere til, hvad der er penge til, frem for hvad der står i lovgivningen, siger Ingrid Hartelius Dall til dagbladet Information.

Blandt de mange kommuner med høje omgørelsesprocenter er kommuner som Egedal med 73 procent og Frederiksberg med 90 procent.

LÆS OGSÅ Halvdelen af sager om børnehandicap omgøres

Formand for børneudvalget i Frederiksberg Kommune, Karsten Lauritsen (R) påpeger overfor Information, at der kun er tale om 10 sager ud af 450 inden for børnehandicapområdet.

– Set i forhold til, at der er et par tusind afgørelser på det her område, så synes jeg egentlig, at 10 sager er ekstremt få. Det er svært helt at undgå klager, men det er ikke acceptabelt, at otte ud af de 10 sager, der er klaget over, går tilbage til kommunen på grund af fejl eller manglende oplysninger. Derfor skal vi sørge for, at personalet ved, at der er et problem, siger han til avisen.

Ifølge formand for social- og sundhedsudvalget i Egedal Kommune, Vicky Holst Rasmussen (S), skyldes Egedals omgørelsesprocent på 73 i de 26 sager, der blev klaget over til Ankestyrelsen, at kommunen i fjor skulle spare 45 millioner kroner på regeringens omprioriteringsbidrag.

– Det betød selvfølgelig serviceforringelser, og det fører til flere klager, siger hun til Information.

LÆS OGSÅ Minister bekymret over mange fejl i socialsager

Kommunen har ifølge udvalgsformanden ansat flere sagsbehandlere samt flere jurister for at sikre bedre afgørelser på børne- og socialområdet.

Niels Arendt Nielsen, kontorchef i KL, forklarer, at de mange omgørelser især skyldes, at antallet af sager, hvor der mangler oplysninger, er steget. Det betyder, at kommunen skal tage sagen op igen. Han oplyser, at KL er i gang med at kigge på, hvad der ligger bag den stigning.

46 procent af kommunernes afgørelser på børnehandicapområdet blev i 2016 omgjort af Ankestyrelsen. ruh@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Mange fejl i sager om syge børn og handicappede Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger