Københavns Rådhus. Foto: Colourbox
Københavns Rådhus. Foto: Colourbox
19.04.2017 kl. 09.48

Flertal vil udelukke firmaer i skattely

Virksomheder, der benytter sig af skatteunddragelse, skal ikke have mulighed for at deltage i offentlige udbud. Det mener et flertal af partierne i Københavns økonomiudvalg, der vil have en certificering af firmaerne.  

Økonomiudvalget i Københavns Kommune besluttede på sit møde tirsdag, at kommunen skal have et certificeringsmærke, der gør det muligt at spotte virksomheder, der ikke spiller efter skattereglerne.

Københavns Kommune er Danmarks største arbejdsplads med et årligt budget på næsten 50 milliarder kroner. Dermed følger også ansvaret for at sikre god forvaltning af skatteborgernes penge. Derfor dur det ikke, at Københavns Kommune samarbejder med virksomheder, der enten direkte eller indirekte bidrager til skattesnyd.

På den baggrund har sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) sammen med Socialdemokratiet og Enhedslisten stillet forslag om, at Københavns Kommune skal udvikle et certificeringsmærke, som skal gøre det muligt at gennemskue og ekskludere virksomheder, som ikke overholder skattelovgivningen eller benytter sig af skatteunddragelse. Forslaget blev tirsdag den 18. april vedtaget af et flertal i Økonomiudvalget.

– Vi skal som kommune gøre det klart, at vi på ingen måde tolererer skattesnyd. Københavnerne skal kunne betale deres skat og vide med sikkerhed, at kommunen ikke går direkte ud og investerer samme skattekroner i virksomheder, som gør alt, hvad de kan, for ikke at betale deres skat, siger Ninna Thomsen.

Ambitiøs ordning

Idéen om certificeringsmærke er allerede kendt i England, hvor virksomheder kan blive akkrediteret med henblik på at skabe større gennemsigtighed omkring deres skattemæssige bidrag til samfundet. Den britiske certificeringsordning er dog frivillig for virksomhederne, og ifølge Ninna Thomsen er der brug for en mere ambitiøs ordning, så kommunerne ikke kun får adgang til skatteopgørelser hos de virksomheder, der melder sig selv.

– Vi har en masse brodne kar, som vil gøre alt for ikke at blive afsløret i skattesnyd. Derfor dur det ikke med en frivillig mærkning. Samtidig skal en certificeringsordning tage højde for, at stort set alle virksomheder i dag handler på tværs af landegrænser, siger Ninna Thomsen.

Forslaget lægger derfor op til, at et nyt certificeringsmærke skal anerkendes på europæisk niveau, så mærket kan anvendes i hele EU, hvor udbudsreglerne er gældende.

SF med Ninna Thomsen i spidsen står endvidere bag et forslag om, at Københavns Kommune skal annullere kontrakter med virksomheder, der bliver dømt for skattesnyd. Forslaget blev vedtaget i Københavns Borgerrepræsentation i efteråret 2016. tkn@kl.dk 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Flertal vil udelukke firmaer i skattely Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger