19.04.2017 kl. 17.45

Få styr på store kulturbegivenheder

Udvalget om afholdelse af større kulturprojekter præsenterede onsdag en række nye anbefalinger for god ledelse af større kulturprojekter. Anbefalingerne tjener som et godt redskab, der kan inspirere stat, regioner og kommuner, lyder det fra KL.

I marts 2016 blev ”Udvalget om afholdelse af større kulturprojekter” nedsat med det formål at revidere Anbefalinger for god ledelse af større kulturprojekter fra 2006. Det skete blandt andet som opfølgning på Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritik af budgetoverskridelserne i forbindelse med afholdelsen af Eurovision Song Contest i København i 2014.

Anbefalingerne fra udvalget foreligger nu, og Kulturminister Mette Bock (LA) betegner dem som et meget nyttigt redskab til at sikrestyring af større kulturprojekter.

– For at bidrage til, at anbefalingerne udbredes og fastholdes, har jeg derfor besluttet at gøre det til et støttevilkår, at man som støttemodtager ved større, risikofyldte, tværgående projekter på Kulturministeriets område, altid skal redegøre for, hvordan man følger udvalgets anbefalinger. Selvom vi formentlig ikke helt kan eliminere risikoen for, at der kan opstå problemer i større projekter, er der, hvis anbefalingerne følges, skabt et solidt grundlag for at minimere denne risiko, siger Mette Bock.

God inspiration

Anna Mee Allerslev (R), formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg, fremhæver, at kommunerne som udgangspunkt er dygtige og professionelle til at håndtere store arrangementer og begivenheder.

– Men vi er selvfølgelig altid interesserede i at blive endnu bedre, og her tjener anbefalingerne som et godt redskab, der kan inspirere stat, regioner og kommuner.

Hun finder det inspirerende, at anbefalingerne inddrager frivillige, beredskaber og effektmåling.

– Der er ikke to sportsevents eller kulturbegivenheder, der er ens, og derfor skal anbefalingerne heller ikke ses som en endegyldig facitliste, men bruges som inspiration til arbejdet. Derfor er det også godt, at de er frivillige. Ellers risikerer vi, at vi begår en fejl og øger bureaukrati og spænder ben for gode tiltag i den bedste mening, siger hun.

Formand for Danske Regioner Bent Hansen (S) hæfter sig ved at store kulturbegivenheder er væsentlige for at Danmark kan brande sig som en interessant turistdestination.

– Når man som tilskuer for eksempel ser cykelryttere suse afsted på VM-ruten, er det med til at åbne omverdenens øjne for alt det, som Danmark har at byde på. Det er vigtigt, at vi får hentet flere store events til Danmark. Og for regionerne er det vigtigt, at vi hele tiden ser på, hvordan vi kan arrangere denne slags begivenheder bedre og mere effektivt, så vi får mest mulig effekt af dem. Derfor hilser regionerne anbefalingerne velkomne, og vi ser frem til at samarbejde med staten og kommunerne om flere store kulturbegivenheder i hele Danmark, siger han.

Anbefalingerne kan ses her

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Få styr på store kulturbegivenheder Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger