31.01.2012 kl. 12.34

Brugte verdenshit uden tilladelse

Venstre i Aalborg brugte musik fra Laid Back under den seneste valgkampagne. Men det var ulovligt

130.000 kroner plus egne advokatomkostninger. Sådan lyder regningen, der lander på Venstre i Aalborgs kontor.

Under den seneste kommunale valgkamp i Aalborg ville Venstre give en valgvideo lidt ekstra, og derfor faldt valget på Laid Backs verdenshit ”Sunshine Reggae”. Det var bare ulovligt, skriver Politiken.

Laid Back vil nemlig ikke have deres musik associeret med Venstre, hvilket de ifølge dem selv gjorde kampagnen opmærksom på.

Skader troværdigheden

Retten i Aarhus har nu opgjort erstatningen til 100.000 kroner plus 30.000 i sagsomkostninger.

- Vi har i alle årene, siden ”Sunshine Reggae” blev vores absolutte tophit, lagt stor vægt på at bevare sangens troværdighed ved ikke at give tilladelse til brug, vi finder skadelig eller krænkende, herunder at blive brugt politisk, siger den ene halvdel af Laid Back. John Guldberg.

 - Det skader klart vores troværdighed, når musikken misbruges, siger han.

Sagen er ikke lukket

Venstres lokalformand i Aalborg Jakob Svendsen vil hverken be- eller afkræfte, om det var med fuldt forsæt, at partiet brugte reggaetonerne og dermed brød ophavsretsloven.

- Vi har ikke taget stilling til, om vi vil anke dommen. Det gør vi først på fredag. Sagen er ikke 100 procent lukket endnu, siger Jakob Svendsen til Politiken.

Også i forbindelse med valgkampagnen ’Helle og Villy bag facaden’ var Venstre i verbal clinch med kunstnere, fordi partiet brugte billeder af Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) uden at have fået tilladelse af fotografen.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Venstre brugte verdenshit uden tilladelse Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger