Frygter politisk vaklen kan koste job

Amagerforbrændingens afløser bliver muligvis en mindre løsning end forventet. 200 medarbejdere frygter derfor at miste jobbet

26.01.2012 kl. 12.26

200 medarbejdere på Amagerforbrændingen venter i spænding. I dag skal Amagerforbrændingens skæbne nemlig afgøres i Københavns Borgerrepræsentation.

Efter seks års planlægning er det nemlig langt fra sikkert, at det højteknologiske forbrændingsanlæg Amager Bakke, der skal erstatte den snart udtjente Amagerforbrænding, overhovedet bliver til noget.

Kommunen vil nemlig se på en ny og mindre løsning. Det skriver P4 København.

- Københavns kommune gambler jo med vores job i og med, at hvis ikke den bevilling bliver givet i dag, så er jeg bange for at virksomheden skal afvikles. Og så står der 200 mennesker på gaden i løbet af ret kort tid, siger tillidsrepræsentanten på Amagerforbrændingen Kim Schrøder.

Forsikring fra borgmesteren

De er bekymrede for at miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) vil insistere på at få præsenteret en ny og langt mindre løsning på et nyt forbrændingsanlæg.

Det er nemlig kommunen, der skal stille lånegarantien på 2,5 milliarder kroner til det nye anlæg.

Men ifølge miljøborgmesteren kommer det ikke til at koste job, hvis de vælger en mindre model som erstatning for Amagerforbrændingen.

- Vi skal jo stadig finde ud af, hvordan vi håndterer vores affald, og det skal vi bruge nogle medarbejdere til. Og når vi har de 200 medarbejdere, der er dygtige, så forestiller jeg mig, at det er de samme medarbejdere, der måske lige skal læres op i at arbejde med nogle nye metoder også, siger Ayfer Baykal.

Kommenter denne nyhed
Svar på dette indlæg: Frygter politisk vaklen kan koste job
  •  

Nyhedsbrev